Anwil crawlers er betegnelsen for lyn som løber på langs af ambolten eller cirrus-skærmen i en Cumulus Nimbus. Man kan således opleve et lyn som varer i adskillige sekunder og bevæger sig mange km hen over hovedet på en.

"Cap" eller "Capping Inversion" er betegnelsen for en inversion (et område hvor temperaturen vokser med højden) i få km's højde. Inversionen fungerer som et varmt spærrelag og forhindrer konvektion i at vokse yderligere. En Cap bliver som regel nedbrudt i løbet af dagen af f.eks. solopvarmning. Er Cap'en for stærk, vil den holde hele dagen og ingenting sker. Er Cap'en for svag vil den erodere for hurtigt og den tilstedeværende energi under Cap'en vil blive udløst mens solopvarmningen ikke er maksimal. Konvektionen har altså ikke de mest optimale betingelser for at vokse. Det mest optimale er at den holder konvektionen nede indtil solopvarmingen er maksimal (som regel kl. 17-18 lokal tid) og så eroderes. Derved får bygerne lov at udvikles under de bedste betingelser. Cap må ikke forvekles med det andet meteorologiske begreb CAPE.

"CAPE" er forkortelsen for Convective Available Potential Energy" - dvs. den energi en luftpartikel har, hvis den bliver ført vertikalt op i atmosfæren. Det er et udtryk for hvor meget opdrift en luftpartikel har, eller med andre ord hvor ustabil en luftmasse er. CAPE angives i enheden J/Kg. Det ses på en sondering som arealet mellem en løftekurve og omgivelsernes temperatur (over LFC niveauet). I Danmark ses sjældent CAPE værdier på over 2000 J/Kg, men i USA er det ikke unormalt at se værdier på op imod 5000 J/Kg. Høje CAPE værdier er dog ikke en garanti for kraftige bygedannelse. Luftpartiklen skal jo op over LFC niveauet før den får glæde af opdriften, så med mindre der er noget der kan løfte luftpartiklen over dette niveau (f.eks. en front eller dryline) sker der intet.

CC er en forkortelse for "Cloud to Cloud" - dvs lyn der udlades mellem to skyer.

CG er forkortelsen for "Cloud to Ground" - dvs lyn der udlades mellem en sky og jorden.

En dryline er en meget skarp grænse (front) der adskiller 2 luftmasser

A: Meget tør hed ørkenluft fra de vestlige stater (Arizona, New Mexcico, Mexico) og
B: Fugtig lun tropeluft fra den Mexicanske Golf.

Når en dryline er etableret - typisk i the Texas Pandhandle - vil den langsomt bevæge sig mod øst i løbet af dagen. Under dens vej tvinger den den fugtige luft til vejs (tør hed luft er tungere end lun fugtig luft!) da den skubber sig ind under den fugtige luft. Der sker altså et løft af den fugtige lune luft og der dannes derfor byger. Disse byger vil under de rette betingelser udvikle sig eksplosivt. 

For en chaser der er til stede på det rette tidspunkt er det som trylleri.  

Er man på den fugtige side vil man stå i den lune lumre luft under en skyfri himmel. Har man et hygrometer med (måler luftens fugtighed) vil luften være forholdsvis fugtig. Når drylinen passerer en, vil fugtigheden dale og temperaturen stige markant. Og for øjnene af en vil man kunne se cumulus skyer blive dannet på en lang linie. Nogle af disse cumulus vil på under en time vokse sig til at være 20 km høje fuldvoksne superceller.

Det er ikke for ingenting at dette kaldes for "dryline magic".

Læs evt. om en ægte dryline chase her : http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2010/item/141-18-maj-2010-tornado

Hagl er betegnelsen for nedbør der er frosset til is og falder ud af skyen. I sin transport gennem skyen kan haglet fere gange bevæge sig gennem områder henholdsvis minus og plusgrader, og vokser derfor ved hvert gennemløb. Når haglet er for tungt så opdriften i skyen ikke kan modvirke tyngdekraften

Hagl fra superceller eller kraftige tordenbyger kan opleves i størrelser vi ikke er vant til fra vores breddegrader.

En diameter på 5 cm. er ikke ualmindeligt. Rekorden for største hagl er hele 20 cm. !! Dette enorme hagl faldt over byen Vivian i South Dakota d. 23. juli 2010 og denne volleybold-store klump af is vejede 880 gram.

Da hagl over 2-3 cm. i diameter skader lak m.m. på køretøjer, er det et fænomen man må forsøge at undgå på chasen. De helt store hagl på 5-10 cm. eller derover i diameter laver deciderede buler og ødelægger vinduerne. Bliver man fanget i sådan et haglfelt, må man beskytte sig med puder, tøjstykker etc. for at undgå glasstykker og -støv i øjnene.

Instabilitet er en af nøgleingredienserne for dannelse af byger og dermed også superceller.

Varm luft er lettere end kølig luft. Når solen opvarmer en overflade, vil den også opvarme luften ovenover. Samtidig vil opvarmingen få luftfugtigheden til at stige. Denne fugtige, varme luft vil nu gerne stige til vejrs. Ovenover ligger der som regel et lag af køligere luft. Den varme luft for neden og den kolde luft foroven vil nu gerne bytte plads, så at sige. Dette kaldes instabilitet.

Når luften siges at være instabil, betyder det at den omgivende luft omkring en luftpartikel er koldere.

Instabilitet er nok den vigtigste ingrediens hvis der skal udløses konvektivt uvejr. De øvrige er shear og løft. Man kan have masser af shear og løft, men hvis instabiliteten mangler, vil bygerne forblive små i bedste fald.

En instabil luftmasse kan, hvis den udsættes for et "skub", tvinges op i en højde hvor den vil begynde at stige til vejrs af sig selv. Dette "skub" kaldes for løft ("lift") og højden hvor luften selv begynder at accelere opad kaldes for Level of Free Convection (LFC). Løftet kan genereres af forskellige ting :

• En frontzone (inkl. drylines)
  Koldfronter og drylines skubber luftmassen bag fronten ind under luften foran fronten og tvinger den til vejrs.
  
  
• Outflow boundaries
  Udstrømmende kold luft fra f.eks. MSC'er virker som slags koldfront og tvinger luften foran outflow'et til vejrs.
  
  
• Orografiske effekter
  En luftstrøm op ad en bjergside eller stigende terræn. F.eks. et fænomen kaldet "upslope event", som bl.a. ses når der er østenvind på østsiden af Rocky Mountains.
  
  
• Konvergens
  Når 2 luftmasser strømmer mod hinanden vil de stige til vejrs.

 

Løft er den 3. og sidste faktor for dannelse af konvektivt uvejr. Man kan sagtens have masser af instabilitet og shear, men hvis løftet mangler udløses energien ikke.

 

(Vind)Shear er betegnelsen for ændring i vindretning og -hastighed med højden.

Man skelner således mellem retningsshear og hastighedsshear.

 

---

Retningsshear

Vindretningen ændrer sig med højden, enten med uret (virrende) eller mod uret (bakkende). Det er denne ændring der giver supercellens mesocyklon sin rotation. Denne rotation har til gengæld ikke noget med tornadoen at gøre.

Snakker vi superceller vil de bedste bestingelser være virrende vind i den nederste del af atmosfæren. I den mellemste og øverste atmosfære ønsker vi bakkende vind, da dette tyder på koldluftsadvektion. Denne koldluftsadvektion vil forøge instabiliteten.

 

---

Hastighedsshear

Vindhastigheden ændrer sig med højden. Som regen stiger den jo højere man bevæger sig op. Den primære konsekvens af dette er at bygen vil hælde, og der bliver en klar adskillelse mellem downdraft og updraft. Dette vil forlænge bygens (supercellens) levetid.

 

---

Shear er den 2. vigtigste ingrediens i dannelsen af konvektivt uvejr.  De øvrige er instabilitet og løft. Hvis der mangler shear, vil bygerne lægge sig på linie og ikke blive til superceller.

 

En supercelle er kort fortalt en meget stor roterende tordenbyge og er den sky som en tornado dannes fra. Nogle har i spøg kaldt en supercelle for en tordenbyge på steroider pga de voldsomme vejrfænomener (udover tornadoen er der ofte meget store hagl, enorme regnmængder, kraftige vindstød og høj lynfrekvens) der er associeret med en supercelle.

Den præcise definition er en cumulusnimbus med en vedvarende roterende updraft, en mesocyklon.

Mesocyklonen opstår pga. shear, dvs. vind af forskellig retning og styrke i de forskellige højder.

Supercellen er et typisk fænomen om foråret i USA, når fugtig luft fra den Mexicanske Golf, trækkes op over det sydlige USA ifm lavtrykspassager fra Stillehavet.

Den meteorologiske definition på en tornado, er en voldsom roterende søjle af luft, der har forbindelse til basen af en cumulusnimbus sky (oftest en supercelle) og jordoverfladen.

En tornado behøver således ikke at have en kondensationssnabel, bare der er tydelig rotation i skybasen og ved jordoverfladen - f.eks. ophvirvlet jord etc.

Tornadoernes styrke betegnes i det meste af verden via Fujita-skalaen, som går fra F0-F5. Fujita-skalaen baseres udelukkende på de ødelæggelser en tornado har forårsaget, og der er således ingen direkte sammenhæng mellem en tornados størrelse og den styrke.

I USA bruger man den forbedrede Fujita-skala - Enhanced Fujita-scale (EF) - som tager hensyn til kvaliteten af de ødelagte emner (huse f.eks.) som ligger til grund for bestemmelsen af graden af ødelæggelser, noget som er en svaghed i den oprindelige Fujita-skala.