Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

 

Game over...

Rute : Abilene -Fort Worth

Distance : 300 km

 

Det var så det.

Årets chase er slut. De store forventninger vi havde til i år blev desværre ikke krediteret. De store investeringer i udstyr blev ikke belønnet.
Pga. en meteorologisk tilfældighed, en placering af høj- og lavtryk der statistisk sker meget sjældent. Og alligevel skulle vi oplever det for anden gang på 4 år. Jeg ved ikke hvad odds er for at hændelsen sker lige præcis på det samme tidspunkt som vi er i USA 2 gange på 4 år, men de er nok meget små. Jeg ville ønske jeg havde samme "held" i lotto...

Der skete helt præcis det, at et unormalt stabilt og kraftigt højtryk placeredes over midvesten. De lavtryk der normalt er med til at skabe vejrsystemerne med vildt vejr, ligger over hhv. Nordvest-USA og Nordøst-USA. Højtrykket er så kraftigt, at lavtrykkene ikke kan komme ind. Hændelsen kaldes et "Omega Block" - eller "Death Ridge". Omega Block pga den form som strømningsmønstret har (efter det græske bogstav Omega - Ω) og Death Ridge fordi det dræber alt spændende vejr.

Det kan holde i ugevis, og ulykkeligvis startede det få dage efter vi var ankommet. Vi havde med vilje valgt at tilbringe hele 3 uger herovre, netop med henblik på at vi kunne komme i en peridode med lav aktivitet, men vi var ikke forberedt på dette. Sort uheld.

Ikke fordi jeg vil bagatellisere de episoder med vildt vejr vi havde - det var da spændende nok, men når man er herovre på 4. år opstiller man efterhånden nogle succeskriterier. Et af dem var at se mindst en tornado i dagslys. Et anden var at se et "mothership" - en discrete supercelle, helst i Texas Pandhandle. Vi ville også være tilfredse hvis der havde været "action" jævnligt gennem de 3 uger vi var her.
Ingen af dem blev opfyldt.
Så selvom jeg har hygget mig i Per's, Kai-Asle's og Warmsector's selskab, var det trods alt storme jeg kom efter. Jeg vil derfor ikke betragte årets chase som en oplevelse af de helt store. Det kan kun blive bedre næste gang

Jeg glæder mig dog til at komme hjem. 3 uger er langt tid at være væk fra familie og venner, på trods af moderne bekvemmeligheder som Skype, mobiltelefoner og e-mail.
Jeg ved dog at når der er gået en måneds tid, og den daglige trummerum er sat ind, vil jeg igen længes efter nomadelivet, det uforudsigelige. De fantastiske naturoplevelser, den umådeligt varierende geografi.
De spøjse mennesketyper man møder, lige fra de lettere vanvittige, de venlige, de bekymrede, de servicemindede, de taknemmelige, de gudsfrygtige til de ubehagelige. 
Jeg vil savne at gnaske beef jerky i bilen, at drikke en quad shot vente latte fra Starbucks, at høre warmsector afsynge de officielle statshymner i walkie-walkien, når en statsgrænse krydses, at tanke benzin til godt og vel $ 2 pr. gallon.
At mærke varmen og sympatien fra mine amerikanske venner i warmsector-teamet, at være en del af en højt respekteret gruppe mennesker, der yder en vigtig indsats i tornado-varslingen.
At leve af forudsigeligt fastfood fra de utallige kæder, at blive glædeligt overrasket over maden i andre restaurant-kæder.
At se Alexandra Steele på Weather Channel, at drikke en øl og måske en whisky med Per og Kai-Asle mens vi diskuterer dagens oplevelser og morgendagens setup.

Hvad jeg derimod ikke vil savne, er de lange stunder foran computeren, den kroniske træthed og uoplagthed i bilen om dagen. Jeg overvejer derfor kraftigt om jeg vil lave en blog næste gang. Billedupload, billedbehandling samt skrivning af blog tager mellem 2 og 3 timer hver aften - med mindre man er så heldig at have lave noget af det i bilen på vej hjem fra chasen. Det er ikke unormalt at kl. er 2 eller 3 før jeg kommer i seng. Så jeg vil overveje enten lave en ren fotoblog eller helt undlade at lave en blog næste gang.

Når det nye år er blevet en månedstid gammel, rammes jeg af den samme tilstand som alle andre chasere. The chasers itch, eller SDS som den også kaldes. Den karakteriseres ved en umådelig trang til at tjekke prognoser for midtvesten, se gamle tornadovideoer og kigge efter byger på himlen. På en amerikansk hjemmeside skrives der om den :

Supercell Deprivation Syndrome (SDS)

All chasers suffer this at one time or another. It's not proven to be genetic, though there is some research leaning that way. It IS, however, contagious. It IS limited to the Storm Chaser Community in general. The only known temporary relief is chasing a storm. There is no known cure.

Jeg vil derfor med stor sansynlighed chase igen til næste år.

Tak fordi i fulgte med. Jeg håber mine anstrengelser med skriveriet har givet udbytte til de personer der har fundet vejen ind til hjemmesiden, trods det at vejret ikke rigtigt samarbejdede i år. Hvis det er tilfældet sætter jeg pris på en kommentar i gæstebogen - med ros eller ris.

PS : Jeg har - efterhånden mange gange - lovet en gennemgang af det tekniske udstyr. Jeg beklager at den ikke er kommet som lovet. Men den skal nok blive lavet. Indenfor de næste par dage skal jeg nok forfatte den og lægge den her på forsiden.

 

Se tidligere blog-indlæg her : 2009 stormchase i USA.

 

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne blog, er du meget velkommen til at lægge en besked i min gæstebog. Jeg vil så efter bedste evne - og når tiden tillader det - forsøge at besvare dem undervejs.

Læst 1665 gange
Udgivet i 2009 Stormchase i USA

Senest fra Thomas Dolmer Nielsen

Mere i denne kategori: « 28. maj 2009 Teknisk Setup 2009 »
Til toppen

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler