Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

 

Greensburg

Distance kørt: 314 km  |  Start: Travellodge, Dodge City, KS * Slut: Super 8, Wichita, KS

{zhgooglemap:014}

I går var der lagt op til, at i dag skulle være en gentagelse af i går. Men dette holdt desværre ikke stik.

Vi startede dagen med den sædvanlige gang pap-morgenmad kl. 08:30, som vi mere spiste af sociale årsager end af sult. Morgenmaden på de motelkæder vi benytter os af (Super 8, Days Inn, Travellodge, Ramada) er med meget få undtagelser kun en gang toastbrød, vafler, og diverse Kellogs-produkter. Dertil kan man få kaffe, juice eller mælk. Enkelte steder - og der er langt imellem - kan man få scrambled eggs, bacon og frugt.  Derfor skriger vores maver af sult allerede ved 12-tiden.

Vi tjekkede ud kl. 11 og satte kursen mod byen Greensburg.  Byen har en helt speciel plads i vores bevidsthed.

Greensburg blev ramt af en EF5 tornado d. 4. maj 2007. Kai-Asle og jeg (det var før Per blev en del af teamet) chasede den enorme supercelle som tornadoen udsprang af den aften.

Vi kom kørende op ad highway 183 fra Coldwater, da der fra vores walkie lød meldingen  "Big wedge tornado straight ahead"...
I starten var det naturligvis spændende, specielt da vi på en bakketop så den kæmpestore, 2.7 km. brede, tornado stå i silhuet mod et lynglimt.
Men da vi så at den havde retning mod den 1600 indbygger-store by Greensburg, blev det pludseligt vendt til alvor. Vi fulgte dens kurs med gru på radaren og vidste at Greensburg var prisgivet. Da himlen blev oplyst af en serie blålige powerflashes vidste vi at den havde ramt, og hjertet sank i livet på os...
Så fulgte de første ødelæggelser fra udkanten af det spor tornadoen havde trukket gennem landskabet. I vejsiden holdt to biler parkeret, med lyskeglerne ind mod en bunke brædder. Det var først da vi kom helt tæt på, at det gik op for os at det ikke var en bunke brædder - det var resterne af et stuehus til en gård. Vi stoppede for at hjælpe, men der var styr på situationen. Gennem den kraftige vinds susen (vi var i inflowet til supercellen) kunne vi høre kreaturer brøle hjerteskærende og der var samtidigt en skarp lugt af gas iblandet lugten af træmarv og muldjord. Længere henne måtte vi køre zig-zag mellem kreaturer som enten vaklede forvirrede rundt eller lå døde eller kvæstede på vejen. I en grøft lå en bil - heldigvis uden mennesker i. Det var bælgmørkt og man kunne kun se ved hjælp af lyskeglerne fra bilerne og de uafladelige lynglimt. Vi kørte videre og hørte de første rapporter på politiscanneren om ødelæggelserne - de var voldsomme.
Gennem de næste timer steg procentdelen af byen der var ødelagt - først 40%, så 60%, siden 90% og til sidst 95%. På et tidspunkt bad katastrofekommandoen om at man vækkede en ejer af en lokalt byggemarked, for at skaffe spraymaling til markering af de ruiner man havde gennemsøgt.
Vejen var et sted blokeret af hegnspæle og sammenfiltret pigtråd så ingen biler kunne passere, heller ikke ambulancer og redningskøretøjer. Vi gik sammen med andre stormchasere i gang med at rydde vejen ved håndkraft så hjælpen kunne komme frem. Og den var nødvendig.

Supercellen der producerede Greensburg tornadoen, producerede umiddelbart efter en endnu større tornado på over 2 miles i bredden. Denne tornado ramte gudskelov ikke nogle byer, men en lokal politimand mistede livet, da hans politibil blev slynget 100 meter ind på en mark. Han var på vej for at advare ranchejere i dens bane og blev en af heltene fra 4. Maj 2007.

Den nat døde "kun" 10 personer i Greensburg. Det lave antal omkomne skyldet en sjælden lang varslingstid på omkring 30 minutter. Æren for dette tilskrives i høj grad de stormchasere der meget tidligt kunne bekræfte overfor vejrtjenesten at der var en katastrofal tornado på jorden. Vejrtjenesten kunne på denne baggrund  udsende en "Tornado Emergency" - en tornado warning med den kraftige ordlyd, som kun var blevet brugt en gang før i 1999. Sirenerne gik igang i Greensburg og alle TV - og radio kanaler afbrød de normale udsendelser for at advare om tornadoen. De personer som omkom var ikke personer der havde overhørt eller ignoreret advarslerne, men derimod personer hvis kældre eller huse ikke var nok til at modstå tornadoen.

Af de oprindelige 1600 indbyggere er der kun omkring 750 tilbage. Mange orkede ikke at starte forfra igen i Tornado Alley, men er flyttet til andre stater længere væk. Mange af de ældre beboere har brugt forsikringspengene til at flytte tættere på deres børn andre steder i USA.

Oplevelsen satte dybe spor i Kai-Asle og jeg. Ingen af os vil nogensinde glemme de syn, de lyde og de lugte vi oplevede den nat. Vi føler os tilknyttet byen og har været på besøg hvert år lige siden. Vi har fulgt genopbygningen og fremskridtene år for år og det er først nu at byen begynder at ligne en by igen.  En stor virksomhed vil flytte deres produktion til Greensburg, så der vil blive nye jobs og forhåbentligt flere indbyggere i årene der kommer.

Læs evt mere om Greensburg tornadoen her

Efter Greensburg besøget kørte vi mod Wichita. Omkiring halvvejs skulle vi lige justere noget på udstyret og holdt ind til siden. Et minut efter holdt der en Kansas State Trooper som lige ville høre om alt var vel. Vi fik en kort snak med ham og fik lov at posere foran hans bil.

Vi fik værelser på Super 8 og mødtes med Warmsector teamet senere på aftenen.

 

I morgen er der slight risk og vi håber på at se et par superceller eller 3. Tornadorisikoen er ikke stor, så vi satser primært på at se lidt flot struktur og måske nogle store hagl.

 

 

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen

Husk at vi er live hver eftermiddag (dansk tid) mellem kl. 18 og 19 hvor du kan stille spørgsmål til os. Se mere på vores LIVE side

Læst 1663 gange
Mere i denne kategori: « 17. maj 2012 19. maj 2012 »

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler