Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

 

Tornado

Distance kørt: 502 km  |  Start: Days Inn, Corpus Christi, TX * Slut: Best Western, Corpus Christi, TX 

{zhgooglemap:007}

Som jeg skrev i går var det et meget nedslidt motel vi boede i sidste nat. Det blev ikke bedre af, at da jeg havde afsluttet denne blog ved 1:30 tiden ankom et selskab med meget højrøstede og selskabeligt overrislede mexicanere på værelset lige ved siden af mit. De var råben og skigen og leen indtil kl. ca 3 hvor der så endeligt blev ro. Jeg fatter ikke at folk har så dårlig pli og ikke tager hensyn til de andre gæster. Jeg var derfor temmligt slukøret da vækkeuret ringede kl. 07.30.

Men, for at snakke om noget andet så var det dag at Danny fik sin ilddåb som chaser. Han har det meget bedre end for et par dage siden. SPC havde et slight risk ude for det område vi var i, med 5% tornado risiko. Vi kunne derfor rimeligt afslappet tjekke ud ved 10:30 tiden og kører vestpå, ud til den første celle som lå sydvest for Corpus Christi, ved en lille by ved navn Chapmans Ranch. 

Vi fandt et sted ved det lokale postkontor hvor vi kunne parkere bilerne under et udhæng, så det var beskyttet mod de 3" hagl som vores radarprogrammer indikerede at cellen indeholdt. 

Vi rettede så vores opmærksomhed mod en flot wallcloud omkring 5 km væk. Cellen bevægede sig meget langsomt, så vi havde god tid til at sætte stativer op osv.

Wallclouden var delvist skjult bag et hus, så Danny og jeg besluttde at køre lidt tættere på. Vi fandt et sted med uhindret udsyn.

Efter ca. 5 minutter måtte vi vende tilbage da haglene begyndte at falde.  Da var "vores" plads under udhænget optaget. Flere biler var søgt i beskyttelse. Jeg mætte derfor kører bilen helt hen under det halvtag hvor vi stod med stativerne. Der var kun lige akkurat plads i bredden, men alle kneb gælder når man skal undgå hagl.

Der gik så heller ikke mere end nogle minutter før de første kunne høres på bliktaget. Og det var ikke porøse hagl der gik i stykker ved nedslaget, det var stenhårde massve ishagl der gav et højt smæld når de ramte. Det blev aldrig større end 2 kroner der hvor vi holdt - på en måde lidt ærgerligt da vi nu havde fundet et perfekt sted.

Et par minutter efter det værste haglvejr havde fortaget sig, rullede en reportagebil ind fra en lokal nyhedstation. Og ud hoppede en kameramand/reporter, Han fik fat i Per og Danny, som gav et interview.

De klarede sig begge fint. Desværre blev Danny skåret ud af det endelige indslag, hvilket affødte en del godmodigt drilleri. Man kan se interviewet ved at klikke på nedenstående link :

http://www.kiiitv.com/story/18281140/storm-chasers-come-a-long-way-to-get-weather-video

Vi besluttede at få noget at spise, så vi var klar til runde 2 som skulle komme om eftermiddagen. Vi fandt et Pizza Hut i en forstad til Corpus Christi. Vi var knapt færdige med at spise, da vi opdagede at de første celler var skudt op og blevet severer warned. Så vi skulle afsted asap.

Allerede på lang afstand afslørede cellen sin markante shelfcoud og den blev ikke mindre imponerende efterhånden som vi kom tættere på. Vi kørte fra Interstaten og fandt et godt udkigspunkt.  På dette tidspunkt eller få minutter senere blev cellen tornado warned.

Vi vidste at der kom en mere lovende celle bag ved denne, så vi lod den første passere og kørte os i stilling til celle nr. 2.

Den var et godt stykke væk, så vi forsøgte at finde flere bedre steder at observere den fra. Den var meget imponerende at se på.

Men hvis vi skulle kunne følge den et stykke tid endnu, ville på grund af det sparsomme vejnet i området risikere at komme direkte ind i det kraftigste nedbørsfelt, hvis vi ikke skyndte os . Vi skulle med andre ord presse klampen i bund.  Og det gjorde vi så. Samtidigt kunne vi også se at der var en kraftig shear-marker (område med rotation) på radaren lige over os. Selvom vi forsøgte måtte vi vende om, ca 3 km fra den vej der ellers ville have bragt os på en kurs væk fra den kraftige nedbør. Det betød en 3 punkts vending ud i den bløde rabat. Og her sad jeg fast.....   Shit ! tænkte jeg, da hjulene fedtede rundt. Jeg prøvede at slå automatgearet fra og starte i 2. - det hjalp heller ikke. Endnu en ed (der er forbudt for børn) røg gennem hovedet på mig, da jeg så pludseligt kom i tanke om at bilen havde 4-hjulstræk. Og da jeg slog det til kom jeg endeligt op på asfalten igen.  Undervejs tilbage til vores oprindelige udkigspunkt læste vi at en tornado var blevet spottet  få km. derfra. 

Dagslyset svandt rimeligt hurtigt, og det tætte skydække under cellen hjalp heller ikke. Det blev derfor sværere og sværere at skelne detaljer, men der var nogle fantastiske lyn. Men vi stod der, kom Matt Phelps, en chaser ven fra 2010, hen og sagde hej. Vi observerede en roterende skyklump der i det svindende lys så mere kompakt ud end de andre, og "skyklumpen" blev mere langstrakt og vi var ikke i tvivl : Det var en tornado på vej ned !. Den var som en omvendt kegle, tykkere for oven end i bunden. Sekunder senere var den helt ned på jorden og få øjeblikke senere trak den sig op igen. Det hele varede måske 10 sekunder, men vi var alle begejstrede - specielt Danny som hermed så sin første tornado. Desværre indhentede nedbørsfeltet os igen, så vi måtte flytte os længere væk.


Solen var nu så småt ved at gå ned, så det var næsten helt mørkt. Vi besluttede os derfor for at køre op på interstaten og køre mod Corpus Christi og få motelværelser på det første og bedste motel vi så. Desværre ville ruten derned bringe os gennem cellen og de kraftigste nedbørsområder.

Hvis nogle fulgte os på streamen sidste nat har man måske en idé om hvor kraftig nedbøren var. Det var uden sidestykke det heftigste outflow jeg har kørt i. Nedbørsintensiten var ekstrem og vindstødene et sted mellem storm og orkan. Det var som at se en scene fra en film om orkaner. På trods af at viskerne kørte på fuld styrke kunne jeg næsten ikke se ud af dem. Og når jeg kunne, var der så meget nedbør, at jeg ikke kunne se blen foran vores på trods af at den kun var 10 meter foran og kørte med havariblinket tændt. Vi var nede og køre 20-30 km/t da jeg simpelthen måtte stoppe helt. Det var for uansvarligt at fortsætte. Jeg trak ind i nødsporet og vi måtte vente til det blev en smule bedre. Imens rokkede blen frem og tilbage. Det var en smule klaustofobisk at holde der i mørket. Bilernes lyskegler førsøgte at skære sig igennem den massive mur af regn som blev kastet fra side til side.

Og så begyndte der gudhjælpemig også at falde hagl....   Først et enkelt, så flere og flere. De var ikke store, men igen massive og stenhårde og de ramte med høje smæld. Jeg vdste af dårlig erfaring hvor det kunne bære hen og gav derfor Danny hans jakke og sagde at hvis de blev hvor store og truede med at gå gennem forruden skulle han bruge jakken til beskyttelse for glassplinter.  Men heldigvis gik det ikke så galt. Få minutter sener var det som om det blav knapt så voldsomt, så vi trillede videre.  Jeg må indrømme at jeg havde lidt fugtige håndflader efter den oplevelse....

Resten af turen ind i mod Corpus Christi var vi iennem fler kraftige nedbørsfelter, ingen var dog så voldsomme som det første. Cellen vi oprindeligt fulgte var smeltet sammen med andre i området til en stor klump af kraftig regn og torden på omkring 100 x 400 km, kaldet en MCS - Mesoscale Convective System. På et tidspunkt måtte vi ind og tanke i en lille by ved Interstaten. Den første tankstation vi trillede ind på var mennesketom. Det regnede og tordnede nu igen med en vildskab som sjældent er set. Forskellen var, at jeg nu stod ude i det og ikke inde i den "relativt" sikre bil. Da jeg stod og var ved at putte kortet i automaten gik strømmen i hele byen....  Samtidigt observerede Kai-Asle og Per et stort powerflash (et blåligt lysglmt fra en eksploderende transformator eller elledninger der kortslutter) et sted vest for byen.  Ikke et godt tegn...  Strømmen kom igen et par minutter senere, men da fandt vi ud af at man ikke kunne bruge kort. Man skulle ind og forudbetale. Der var bare lige det at døren ind til butikken var låst og damen inden for nægtede at åbne den.

Vi kørte derfor over på tankstationen overfor. Igen skulle jeg netop til at putte kreditkortet i automaten da strømmen gik endnu en gang. Jeg begyndte at få en fornemmelse af at nogen - eller noget - ikke ønskede at vi skulle tanke. Vi prøvede sted nr. 3 og her lykkedes det endeligt. Jeg fik gang i benzinpumpenv, men nu begyndte det igen at vælte ned med regn og lynaktiviteten steg pludseligt. På et øjeblik var jeg totalt gennemblødt, men jeg fik dog tanket færdigt så vi kunne køre videre.

Jeg var helt smadret og træt i hele kroppen da vi endeligt fik værelser på Best Western. Den timelange anstrengende og koncentrere kørsel havde tappet mig for energi. De øvrige i teamet var også godt trætte efter dagens anstrengelser, så vi sprang vores normale debriefing over og gik hvert til sit. Jeg gik næsten på hovedet i køjen. Derfor blev denne blog først færdiggjort så sent.

 

 

 

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at lave et indlæg i gæstebogen

Husk at vi er live hver eftermiddag (dansk tid) mellem kl. 18 og 19 hvor du kan stille spørgsmål til os. Se mere på vores LIVE side

Læst 1773 gange
Udgivet i 2012 Stormchase USA
Tagget under

Senest fra Thomas Dolmer Nielsen

Relaterede artikler

Mere i denne kategori: « 9. maj 2012 11. maj 2012 »
Til toppen

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler