Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Updraft Base

Distance kørt: 1063 km  |  Start: Days Inn, Wichita, Kansas * Slut: Days Inn, Ogallala, Nebraska

{zhgooglemap:060}

Dagen i dag bød endeligt på lidt vejr at chase. Vores tålmodighed blev belønnet med en af de flotteste - hvis ikke DEN flotteste - updraft base jeg har set herovre.

Setup'et var lidt specielt, idet det var en såkaldt "upslope event " hvor bygerne dannes via en speciel trigger mekanisme.
Ved overfladen strømmer den relativt fugtige luft fra øst. Når den rammer det stigende terræn tæt på Rocky Mountains tvinges luften til vejrs, og bygerne dannes. Derefter følger de den generelle højdestrømning mod nordøst og sydøst.

Vi lettede fra vores motel i Wichita kl. 08:15 og kørte nordpå i dejligt solskin og lige over 20 grader. Vi havde nok alle en idé om, at det ikke måtte glippe i dag, at vi ikke måtte være for sent på den.

Det var blevet sent aftenen før, så jeg havde sprunget morgenmaden over for at kunne sove lidt længere. Kristinna havde lavet et fornuftigt lager af hendes fantastiske wraps, så vi havde styr på frokosten. Det skulle vise sig, at de wraps først blev konsumeret ved 23-tiden samme aften. På himlen lå et tyndt dække af cirrus skyer.

Første optankning var kort tid efter vi var kommet ind på Interstate 80, som krydser Kansas på langs. Et reklame skilt lovede godt for dagen...

Efter yderligere 600 km og et par toilet og benzin stop senere, nåede vi ud i vores target area ved 16 tiden. Det var stadig blå himmel øst for os, men mod vest var der begyndt poppe nogle cumulus skyer op, som helt tydeligt kæmpede for at vokse. Det var helt som forventet, idet der over område lå en såkaldt "cap" - et lag af varm luft der virker som et låg på skyer nedefra.

Prognoserne indikerede, at dette lag - cap'en - skulle eroderes på grund af solopvarming sent på eftermiddagen. Men man kan aldrig vide. Nogle gange skyder prognoserne lidt forkert, og hvis cap'en er for stærk sker der ikke en fis. Så sidder man der i over 30 graders varme med næsten blå himmel i flere timer indtil man opgiver og kører hjem. Det kaldes et "Blue Sky Bust" og er noget alle chasere har oplevet. Meget frustrerende.

Så vi var da også fortrøstningsfulde da vi ankom. Vi fandt et godt udsigtspunkt og observerede de byger der var poppet op.

Kl. blev 17, så 17:30. Bygerne så stadig ud som om at de hele tiden forsøgte at banke toppen mod låget - cap'en - og blev slået ned igen. Så med et, næsten simultant i alle bygerne, skød en top højere op. Cap'en var blevet gennembrudt. Dette tidspunkt kaldes "initieringen" og er noget af det sværeste at forudsige.

Nu gik det rimeligt stærkt. Nu lå udfrodringen i at vælge den byge der så sundest ud :-)  Vi havde 2-3 byger at vælge imellem.  Vi kørte lidt tættere på og fandt endnu et sted at observere.

Typisk sceneri i det vestlige Nebraska/østlige Wyoming.

Tumbleweeds, en buskagtig gevækst der samler sig i bunder og lader sig føre med vinden. De ses tit blæse tværs over vejen i outflow når vi chaser. De har været et stort problem i år i Colorado pga tørken og har næsten afskåret byer fra omverdenen, fordi de i flere meter høje bunker har dækket vejene.

Der var nu en enkelt byge der skilte sig ud fra de øvrige, og den satsede vi på. Vi havde en lille udfordring med radar, fordi den nærmeste radar lå for tæt og de øvrige for langt væk. En radar scanner altid ud i en eller flere bestemte vinkler - typisk 0.5 grader til 2.5 grader. På grund af jordens krumning betyder det, at jo længere væk fra fra radaren man kommer, jo højere op i stormen scanner radaren. Modsat hvis den er for tæt på scanner den for lavt og får ikke den kraftigste nedbør med. Derfor må man vælge den vinkel man "kigger" ind i stormen på alt efter hvor langt man er fra radaren.

Da vi kom nærmere begyndte den at gå amok. Den dannede en meget markant og veldefineret updraft - det område hvor luften stiger til vejrs - i bygen. det blev flottere og flottere.

Den maleriske baggrund med klippeformationerne gjorde det til en totaloplevelse af imponerende skønhed.

Så bliver det ikke meget flottere !

Efter en god halv times tid, begyndte stormen at bliver lidt mere rodet og ikke så flot defineret mere. Da solen gik ned, stoppede "motoren" der holdt den igang - nemlig solopvarmingen. Men der var dog stadig masser energi i den der skulle udløses. Det skete i form af et flot lyn-show.

Vi stoppede langs vejen og tog lyn fotos. Det var et næsten magisk, zen-agtigt øjeblik. Der var kun tankerne, begejstringen og fascinationen og på trods af at man var træt og udkørt, stod man med et kæmpesmil på læben.  Vi talte kun lavmælt til hinanden, næsten som i respekt for stormen, der lynede og rumlede uafladeligt.

Vi ankom til motellet i Ugallala ved 22:00 tiden. Så var det tid til aftensmad, øhhh jeg mener frokost. Det gik op for mig at jeg intet havde spist udover en Starbucks Cheese Cake Brownie kl. 10 om formiddagen (og indrømmet, der var også energi nok til næsten hele dagen :-) ).  Nogle af mine venner vil sikkert også sige at jeg havde godt af en dags faste, og jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret.

Det var en god dag..... :-)

Husk at Kristinna også blogger fra turen. Hendes blog kan du læse her.

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

Læst 1718 gange
Udgivet i 2014 Stormchase USA

Senest fra Thomas Dolmer Nielsen

Mere i denne kategori: « 20. maj 2014 18. maj 2014 »
Til toppen

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler