Udskriv denne side
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

28. maj 2014

Distance kørt: 100 km  |  Start: Days Inn, Amarillo, Texas * Slut: Days Inn, Amarillo, Texas

  

Days Inn i Amarillo har en dejlig udendørs pool. Det var en af grundene til at vi valgte dette motel. Desværre var poolen lukket pga renovering eller klargøring, en besked vi har måttet høre mange gange dette år. Internettet var også - for 3. år iøvirgt - under al kritik dåligt. Så næste år, Days Inn, vælger vi nok et andet sted at overnatte når vi er i Amarillo. Denne gang tog vi dog alligevel en ekstra overnatning, for steaks på Big Texan er jo en tradition som vi måtte gennemføre om aftenen.

Planerne for i dag blev ændret. Kristinna og jeg havde snakket om at komme ud at ride. Det er ikke noget for Per, så han ville blive på motellet og redigere noget video. Jeg vidste at der lå en stald lige uden for Palo Duro Canyon, en kløft i nærheden af Amarillo, der også kaldes Grand Canyon of Texas. Da jeg ringede og ville aftale en tid, fik jeg oplyst at der desværre var faldet så store regnmængder det sidste stykke tid, så stierne som hestene skulle ride på var for glatte. Derfor blev der slet ikke redet indtil videre. Det var 2. gang på to år jeg fik den besked, så måske er maj bare en dårlig måned.....

Vi besluttede derfor alle 3 at køre i bil ned i kløften i stedet. Der var personalemøde for alle park rangerne da vi ankom, så vi blev bedt om at betale ved udgangen når vi forlod parken igen. Det var ekstremt varmt den dag, og solen bagte. 

Palo Duro Canyon er den 2. største canyon i USA og er ca. 193 km lang og op til 32 km bred. Fra top til bund er der omkring 250 meter. Den er skabt af Prairie Dog Town Fork Red River som gennem årtusinder har skået sig ned gennem klippen. I kløften har Apache, Commanche og Kiowa indianere holdt til, indtil de permanent blev forflyttet til Oklahoma i 1874.

Der var masser af vandrestier i parken, og Kristinna var skuffet over at hun ikke havde fået sine støvler med, for hun havde lidt problemer med at stå fast på de glatte stier i sine sandaler.  

Der var dog masser af foto muligheder. og vi brugte 3 timer med at køre rundt, holde ind og fotografere. Som sagt var det varmt og vi havde kun et par lunkne dåser cola i baggagerummet, fordi vi havde efterladt cooleren på motellet. Vi var derfor temmeligt tørstige da vi rullede hjemad.

Vi hydrerede og slappede af et par timer. Lidt tøjvask blev det også til. 
Og så var det bøf tid....

Vi bad receptionen bestille en af restaurantens gratis limousiner.  Den ankom på slaget halv otte. Stor, hvid og selvfølgeligt med hornet fra en Texas Long Horn tyr foran.  Chaufføren bar selvfølgeligt cowboyhat, jeans og støvler.   Bilens horn lød desuden som en ko der "muher" :-)

Big Texan Steak Ranch er en institution i Texas. Det er nok den mest berømte steakrestaurant i USA. Det er ikke nødvendigvis det sted man kan få de allerbedste steaks - selvom jeg aldrig er blevet skuffet på Big Texan - men det restauranten er blevet kendt for, er deres 72 oz steak challange.

Udfordringen lyder : Spis vores 72 oz (ca. 2.2 kg) steak med tilbehør (rejecocktail, salat, bagt kartoffel og brød) på under en time, så får du det gratis. Den seneste statistik fortæller at 62000 har forsøgt mens 9000 har klaret tidsgrænsen - dvs omkring 1 ud af 7.  Jeg har ikke forsøgt. Jeg tror ærligt talt ikke jeg kan, men selv hvis det skulle lykkedes er det ikke særligt fedt at køre rundt og chase de efterfølgende dage med 2.2 kg ufordøjet kød i tarmene...

Rekorden har i mange år været på lige under 9 minutter. Men ganske få dage før vi kom til Amarillo blev en ny rekord sat.  

Hold nu fast : En konkurrencespiser, Molly Schuyler, mor til 4 og et lille nips på 56 kg spiste 2 bøffer og 2 gange tilbehør på 15 minutter !!!!!   Det første måltid røg ned på under 5 minutter !!!  Men hun spiste ikke "pænt" til forskel fra den forrige rekordholder, som spiste med kniv og gaffel, så det har nok ikke været særligt lækkert at overvære.

Men Big Texan har også en fantastisk atmosfære. Man spiser i et stort rum og rummet ligner noget fra en western film. 

Man kan selvfølgeligt bestille alle slags kød udskæringer i forskellige vægtklasser, men menukortet har også så eksotiske ting som f.eks. Rocky Mountain Oysters. Som der står i menuen "If You Think It's Seafood, Go With The Shrimps"....  Som en lille service meddelelse kan jeg oplyse at det er reproduktionsorganerne fra en ungtyr der her er tale om... Tidligere kunne man også få klapperslange, men det er pillet af menukortet igen.

Big Texan har også deres eget bryggeri. Vores favoritøl er en "Whiskey Barrel Stout", en tung, mørk sag på 9% som modsvarer den kraftige mad. Men også deres "Rattlesnake IPA" er god.  Sidste år kunne vi bestille et helt "tårn" med tappehane som indeholdt 3 liter, men som servitricen sagde "we had an incident a few days ago", så kunne man kun bestille øl tårn med de ølsorter med lave procenter.

Et tremandsorkester går rundt blandt gæsterne og spiller country musik efter ønske.  De spillede for os en dejlig version af "Country Home" som vi forsøgte at skråle med på. Vi havde et par hyggelige timer, med god mad, øl og et par overraskende stærke chili'er.

Vores limo kørte os derefter lettere overrislede hjem igen. 

Husk også at læse Kristinna's blog på Stormzone.dk !

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

Læst 2423 gange

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler