Det atmosfæriske setup var næsten perfekt. Der havde i et par dage været transport af fugt fra den mexicanske golf, og drylinen bevægede sig fra det vestlige Kansas mod øst i løbet af dagen. En mindre bølge gav det løft der skulle til for at generere tordenbygerne. En stærk cap lagde dog en dæmper på konvektionen og atmosfæren var om eftermiddagen en krudttønde. SPC havde det meste af vestkansas under moderate risk og forudså at cap'en sidst på eftermiddagen ville være så nedbrudt af solindstrålingen, at konvektionen nærmerst ville eksplodere.
Jeg vil nedenfor forsøge at at beskrive de atmosfæriske forhold der gjorde sig gældende i tidspunktet op til Greensburg katastrofen, baseret på NAM-modellen. Jeg har efter tilladelse fra forfatteren taget udgangspunkt i et case study af Jon Davies.
Hver morgen vil vi tjekke de varsler som den amerikanske vejrtjeneste's center for forudsigelse af storme, Storm Prediction Center (forkortet SPC), er kommet med for den pågældende dag. Varslerne opdeles i henholdsvis SLIGHT RISK, MODERATE RISK og HIGH RISK, alt efter hvor stor chancen for dannelsen af superceller er.
Stormchasen 2007 blev meget anderledes end min første stormchase i 2006. På både godt og ondt.
I ugerne op til vores afrejse d. 28/4, svingede prognoserne som et pendul. I den ene kørsel dannedes der en Omega-blokering over det centra USA - og dermed en gentagelse af 2006 mareridtet - og i den anden kørsel ville den ene spændende bølge svinge ind over Tornado Alley efter den anden.
Vores humør skiftede i takt med prognosekørslen fra nær depression til eufori. Mine kolleger må have troet jeg var maniodepressiv...
Vi skulle ikke nå noget så vi kunne tillade os at sove længe - hvis det ikke havde været for en emsig stuepige, der mente at vi burde være ude af rummet kl. 08:50, selvom der check-ud tid var kl. 11.
I går aftes havde vi snakket om at vi gerne ville ud til "Garden of the Gods" og se morgensolen på sandstensklippeformationerne. Vi havde dog ikke sat vækkeuret, så vi vågnede først ved 7-tiden.
Vi tog idag op i nationalparken "Garden of the Gods", som er en park lige uden for Manitou Springs. Parken består af utroligt flotte sandstensklipper i alle mulige former og rødlige farvenuancer. Samtidigt havde man fra parken en fantastisk udsigt til The Rockies.
Idag havde vi som sagt før overvejet at leje vores egen bil.
Vi kunne desværre ikke finde en fornuftig måde at kommunikere med vores medchasere, så det gjorde vi så.
Denne gang skal min kæreste - Maj-Britt - med. Vi følges med kai-Asle som også var med sidste år og hans ven, Andreas.
Hver morgen vil vi tjekke de varsler som den amerikanske vejrtjeneste's center for forudsigelse af storme, Storm Prediction Center (forkortet SPC), er kommet med for den pågældende dag.
Nu er der ingen vej tilbage. Hvad der startede som en spæd drengedrøm i midten af 1980'erne er nu pludseligt blevet håndgribelig virkelighed.