Stormchaser.dk - Stormchaser.dk - Stormchases http://stormchaser.dk Thu, 18 Oct 2018 06:40:31 +0200 da-dk 2014 - efterskrift http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/315-usa-stormchase-2014-efterskrift http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/315-usa-stormchase-2014-efterskrift

Årets stormchase var anderledes på en række punkter.

Dels var teamet decimeret til to medlemmer i år, hvilket skabte nogle små-udfordringer hist og her, men dog alligevel fungerede OK.

Dels havde vi for første gang en gæst - Kristinna - med. Det var et forsøg for at teste om vi på et eller andet tidspunkt kunne tage betalende gæster med, ligesom mange amerikanske firmaer gør det. Vi ved ikke hvordan markedet er i Danmark for den type ture, men hvis vi kan gøre det til en forretning der løber rundt, er der perspektiver i det.
Det er naturligvis et sats på baggrund af en e-mail henvendelse, at aftale en tur der involverer så mange timer sammen på så lidt plads en bil er. Måske passer kemien ikke, måske bliver vi uvenner allerede dag 1, måske går gæsten i panik under den første chase og vil ikke være med længere.
Det var dog ikke nogen problemer i den retning, og Per og jeg er blevet meget klogere både på om det kan være en mulighed fremadrettet, og vi skal nu til at vurdere om det er noget vi vil give os i kast med.

Rent vejrmæssigt var det en gennemsnitlig sæson. Ikke fantastisk, men alligevel med en del gode chasedage. Vi så en enkelt, måske med lidt god vilje to, tornadoer i år, men til gengæld så vi skyformationer og skystrukturer som vi ikke har set før. Vi havde desuden andre gode oplevelser, bl.a. Elk Horn, tur på skydebane i Missouri, Corvette museet og country musikken i Nashville.

{zhgooglemap:073}
Desværre mangler ruterne for 15-18 maj på ovenstående kort, pga fejl i GPS loggeren.

Vi fik kørt et rekord antal kilometer - omkring 17000 - på de 24 dage vi lejede bilen. Når man ser bort fra første og sidste dag, samt en dag i Amarillo hvor vi stort set ikke kørte, giver det et gennemsnit på over 800 km. pr. dag. Det har været nogle lange dage i bilen. Den længste dag i bilen var på 1400 km. hvor vi kørte næsten uafbrudt fra kl. 07 til kl. 01 næste nat.

Det er et antiklimaks at have levet tæt op og ned ad hinanden i 3 uger, oplevet hinandens triumfer og frustrationer, lært hinanden rigtigt godt at kende og opbygget venskaber - og så med ét skal sige farvel til hinanden. Det efterlader et enormt tomrum, som det tager et stykke tid at komme over.
 
Som altid starter turen langsomt - man har hele 3 uger, men den sidste uge racer tiden afsted.
 
Det jeg vil savne er ..........
 

At søvndrukkent stå op og tjekke de første prognoser til den første kop kaffe.

At spise den elendige morgenmad på motellet, mens Weather Channel kører i baggrunden med alvorligt udseende værter der beder folk være opmærksomme på himlen om eftermiddagen og aftenen.

Forventningens glæde til dagen, når man pakker kufferten på værelset. 

At pakke bilen, hvor alle kufferter, tasker og ting efterhånden har deres helt faste plads.

Ikke at vide hvor man ender senere, når man kører ud fra motellet om morgenen.

Nomade tilværelsen hvor man pakker alt ned og senere alt ud igen 15-16 timer senere, et helt andet sted.

De lange dage i bilen, snakkende, slumrende og mediterende.

De små flækker og byer man kører igennem, med deres mange sjove, venlige og nysgerrige beboere.

Alle de nye mennesker man snakker med - både lokale og chasere.

De evigt skiftende landskaber, fra det bakkede Oklahoma med dens røde muld, over det flade Kansas hvor man kan se 100 km i hver retning, til Colorado's majestætiske bjerge. Fra de tætte skove i Illinois og Arkansas til sumpene i Louisiana. Fra prærien i Nebraska og South Dakota til "the corn belt" i Iowa, Minnesota og Missouri.  Texas indeholder alt det ovenstående :-)

At kunne genkende veje, steder og byer - og på en mærkelig måde føle at man er kommet hjem igen.

At møde chaservenner in the middle of nowhere på en støvet grusvej i Texas, og snakke som om det kun var et par dage siden man sidst sås.

At spise en af Kristinna's sandwiches eller wraps fra cooleren når sulten melder sig.

At købe Starbucks quad shot Latte og skulle gentage ordren 3 gange - fordi "Latte" udtales forskelligt i hver stat - og bagefter grine hysterisk i bilen af episoden.

At drikke en 70 cl Monster, mærke kicket og føle sig en anelse høj af koffeinen.

At tjekke prognoser og SPC undervejs til target area'et.

Spændingen ved at sidde i ens target area og se de første cumulus skyde op, men ikke vide om cap'en er for stærk.

Spændingen ved at følge en lovende storm og se rotation på GRLevel3, og samtidigt se den roterende wallcloud uden for bilvinduet.

Spændingen ved at høre hagl ramme bilen, og ikke vide hvor store de ender med at blive.

At se en tornadowarning poppe op på netop den storm man har valgt at følge.

At høre det normale radioprogram bliver afbrudt af en tornadowarnings ildevarslende toner.

At se skyformationer som man aldrig har set dem før, få gåsehud og bare ønske at dette sekund varer evigt.

At se en supercelles stroboskobagtige lyn og tabe kæben. At se lynet, samtidigt med at man hører tordenbraget der lyder som et pistolskud.

At ligge i hook'et på en tornadowarned supercelle i en by hvor tornadosirenerne tuder, og lettet konstatere at tornadoen misser byen.

At høre de samme sange i radioen 20-30-40 gange og kunne synge med på dem efterhånden. Og med ét komme tilbage til Tornado Alley når man høre dem igen hjemme i Danmark. At konstatere at 75 % af sangene indeholder ordene "blue jeans" :-)

Jeg savner jagten på et motel med ledige værelser efter en travl chasedag, jagten på den nærmeste Wall-Mart efter øl, jagten på et sted hvor man kan få noget at spise.

At sidde med Per og Kristinna til langt ude på natten og drikkke en øl eller margarita udenfor i over 20 graders varme og snakke og joke - vel vidende at man skal tidligt op næste dag, men man hygger sig så meget at man er ligeglad.

At gå efter is kl. 2 om natten på IHOP, bare fordi man har lyst.

At planke hegnet ind til den lukkede svømmepøl på motellet om natten.

De mange sjove oplevelser der også er på off-chase dage.

At få nye bekendtskaber og venner.

 
Nu skal sommeren og efteråret bruges på at gennemse og redigere det enorme video- og fotomateriale, og inden man ser sig om er det nytår.
 
Og derefter kommer chasers itch krybende.
 
Tak for i år :-)
 
 
 
]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Mon, 17 Feb 2014 01:00:00 +0100
31. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/314-31-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/314-31-maj-2014

31. maj 2014

Distance kørt: 10 km  |  Start: Red Roof Inn, Dallas, Texas * Slut: Dallas Fort Worth International Airport

 

Sidste dag i USA. Sidste dag på årets stormchaee. Sidste dag med vores nye ven.

Vores fly fra Dallas afgik først om eftermiddagen, så vi havde arrangeret med motellet at vi kunne vente med at tjekke ud til kl. 12. Der var rigelig tid til at pakke og gå i panik over at man havde overvægt i kufferten :-)

På vej ud i lufthavnen tog vi en sidste kop kaffe på Starbucks. Der blev ikke sagt mange ord og vi var alle påvirkede af at vi nu skulle hjem til den daglige trummerum. 

Jeg er personligt altid meget melankolsk på dette tidspunkt, og vil egentligt gerne bare have hjemturen overstået. De 14-15 timers flyvning er nemme at tåle når man er på vej ud, men på vej hjem er det en pine.

Dallas Fort Worth International Airport er den næststørste lufthavn i USA efter Denver, når man ser på areal, og den niende travleste lufthavn i verden når man ser på antallet af passagerer. Der er en kilometer imellem de 3 terminalgrupper i ovenstående foto.

Vi parkerede først ved US Airways terminal som kristinna troede hun skulle flyve med. Efter lidt forvirring og søgen efter tjek ind skranken, fandt vi dog ud af at det rent faktisk var American Airlines hun havde billet til. Hun blev tjekket ind, fik en stor krammer af Per og jeg og gik gennem security tjekket.

Så skulle bilen afleveres. Det er altid forbundet med en vis spænding at se hvor mange kilometer man har kørt. Vi havde en fornemmelse af at vi i år havde slået rekorden for antal kørte kilometer, og den fornemmelse holdt stik. Vi var oppe på næsten 17000 km på 24 dage, dvs et snit på 708,33 km. om dagen. tager man start- og slutdagen, samt den dag i Amarillo hvor vi stort set ikke kørte fra, giver det et snit på 809,5 km. pr. dag.  Den dag hvor vi kørte længst, kørte vi over 1400 km. Ikke noget at sige til at vi synes nogle af dagene var lange bag rattet og det ubekvemme bagsæde.

Vi havde lavet et lille væddemål aftenen i forvejen, hvor vi skulle gætte km-antallet. Den der kom tættest på skulle give en middag til de to andre. Kristinna havde gættet på 17122 km så hun vandt med en god margen.

Efter de sædvanlige formalia med aflevering af bilen, var det Per's og min tur til at finde KLM's terminal. Heldigvis går der shuttle busser mellem biludlejningscenteret og terminalerne. Vi blev tjekket ind, fik tilkøbt nogle Economy Comfort billetter, som giver mere benplads og lidt bedre fortæring, og så var vi på vej. Turen gik som hjemture går, vi sov lidt og fik ikke snakket særligt meget. Og relativt smertefrit satte vi igen fødderne på dansk jord kl. 11 søndag formiddag.

Husk at Kristinna også blogger på Stormzone.dk!

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 20:02:33 +0100
30. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/313-30-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/313-30-maj-2014

El Reno mindesmærket

Distance kørt: 469 km  |  Start: Days Inn, El Reno, Oklahoma * Slut: Red Roof Inn, Dallas, Texas 

{zhgooglemap:071}

Årsagen til at vi i går valgte El Reno som endestation, ligger på en øde markvej i udkanten af byen.

3 små hvide kors og en stenomkranset lille plet med en skov af blomsterbuketter og ting af symbolsk værdi markerer det sted hvor 3 stormchasere og venner mistede livet.

En mindeplade med inskriptionen R.I.P.  TS (Tim Samaras)  PS (Paul Samaras)  CY (Carl Young) står bagerst. Forskellige effekter fra bilen ligger stadig som et symbol på tragedien.

Den 31. maj 2013 om aftenen blev en lille hvid Chevrolet Cobalt brutalt kastet rundt på dette sted af en usædvanlig voldsom sub vortex i El Reno tornadoen.

Inden i sad 3 meget erfarne stormchasere, kendt fra bl.a. Discovery Channel. De blev alle slået ihjel. Vi havde små 2 uger tidligere mødtes med dem på et motel i Pratt, Kansas og hygget et par timer over et par øl. Når man siger farvel er det altid med et "Stay safe & take care !". Det var også mine sidste ord til dem, den aften.

Fra venstre : Paul Samaras, Carl Young, Tony Laubach (ikke med i bilen d. 31/5-2013), Tim Samaras.

 

El Reno tornadoen var en ekstrem farlig tornado af flere årsager. Det er den største tornado der nogensinde er registreret med sine 4.5 km bredde. Mange chasere blev forrådt af cirkulationens størrelsen og troede at det "bare" var regnbånd der cirkulerede.

I yderkanten af cirkulationsområdet, var der flere endnu kraftigere såkaldte sub vorticies, eller suction vortices, altså små men ekstremt kraftige tornadoer i den store tornado.

Desuden ændrede den pludseligt retning mod venstre SAMTIDIGT med at den accelerede og voksede fra 1 km bredde til 4.5 km bredde. En dualpol doppler radar målte hastigheder i tornadoer på over 300 miles pr. time. Denne måling blev oprindeligt brugt som argument for at give tornadoen en EF-5 rating, men da EF skalaen pr. definition primært baseres på ødelæggelsernes omfang, måtte man ændre den til EF-3, da man ikke kunne finde EF-5 ødelæggelser. Dette er en af svaghederne ved EF skalaen.

Man har forsøgt at kortlægge sekund for sekund hvad der skete for Team Twistex, som teamet hed, bl.a ud fra fotos og video - deriblandt teamets egne optagelser. Noget tyder på at de selv er blev snydt af tornadoens enorme størrelse og atypiske bevægelse. En State Trooper har udtalt, at hun hørte deres sidste ord over radioen, og de bar præg at de godt vidste at de ikke ville overleve. Bilen blev fundet om aftenen i bakgear. Sæderne var lagt ned, som om de ville beskytte sig mod ting som kunne komme ind gennem vinduerne ved at ligge så lavt som muligt.

Det er mange grusomme omstændigheder omkring tragedien som jeg vil skåne læserne af bloggen for. Faktum er dog, at den eneste der blev fundet i bilvraget var Tim Samaras. Paul og Carl blev fundet ca. 500 meter fra bilen i hver sin retning. Begge forhjul var revet af og motoren blev fundet 800 meter væk. Alle sikkerhedsseler var spændt i bilen, også de seler der tilhørte Paul og Carl.

Dagen efter blev der iværksat en større eftersøgning, bl.a. initieret af mine venner Marc og Sharon Austin, efter personlige effekter som var spredt over et større område. Efter aftale med den farmer der ejede jorden fik man lov at gennemtrawle markerne. Det var en følelsmæssig hård opgave for Marc og Sharon som var meget nære venner med Team Twistex. En masse ting blev fundet, bl.a. de vigtige kameraer som måske kunne kaste lys over hvorfor det gik så frygteligt galt for Team Twistex. Still billed kameraer og videokameraer blev overdraget til familien uden at nogle - inklusive pressen - fik fingre i dem.

Gabe Garfield fra SPC fik efterfølgende lov af familien til at gennemse videooptagelserne og lave en slags tidslinie over forløbet.

-----

Vi fik en blomsterforretning i El Reno til at lave en lille blomsterkurv som vi kunne stille ved mindesmærket. Så kørte vi derud. Jeg havde besøgt stedet med Marc sidste år i august, men det var stadig med en klump i halsen at jeg gik derover og kiggede på de tre kors. Vi fik lagt vores kurv og stod et par minutter og prøvede at sunde os. Disse 3 fine fyre vil aldrig blive glemt og de døde mens de gjorde det de elskede : At stormchase.  Men deres skæbne ligger også som en kraftig påmindelse til os andre om at lige meget hvor erfaren og dygtig man er, er der altid en risiko ved det vi laver.  Og kan det ske for disse 3 vanvittigt dygtige eksperter, kan det i højeste grad også ske for os.

Da vi var var parate til at køre igen, kom der et tv crew fra NBC stationen KFOR Channel 4 i Oklahoma City. De var ude at skyde optagelser i området i forbindelse med årsdagen for El Reno tornadoen og ville lige se mindesmærket. De kunne fortælle at Tim Samaras rapporterede til tv kanalen nogle gange under tornadoudbrud. De blev fyr og flamme da de hørte at vi var stormchasere fra Danmark og øjnede straks en historie. Vi blev derfor spurgt om de måtte interviewe os.

Det kom der en rimeligt god reportage ud af, og den gik i luften samme aften i KFOR's sendeområde.

{avsplayer videoid=25} 

Derefter satte vi kursen sydpå. Vores gear skulle afleveres hos Marc og Sharon i Norman - et umiskendeligt og trist tegn på at vores eventyr for i år var ved at nå sin afslutning. Desvære var ingen af dem hjemme, så vi måtte aflevere cooleren med al udstyret i på deres veranda uden at sige farvel til dem. 

Derefter videre ned til Dallas. Vi havde glædet os som små børn til vores stam motel, Days Inn nord for lufthavnen, fordi vi vidste at der var en pool der var åben og godt fungerende internet.

Vores forventningens glæde blev dog erstattet af dyb skuffelse, fordi alt var booket på days Inn. Vi endte med at få værelser på Red Roof Inn omkring 500 meter derfra, et motel uden pool og et internet der ikke virkede.....

Vi slæbte vores ting op på værelserne og kørte derefter Kristinna ud til Grapewine Mills Mall det største indkøbscenter i Dallas. Det skulle hun ikke snyds for, synes vi.  Imsn hun shoppede, fandt Per og jeg en vaskehal, hvor bilen blev shinet op og støvsuget.

Men Kristinna endte med at snyde os, for hun er slet ikke til powershopping. Det var slet ikke hende. 

Sidste punkt var den traditionelle afskedsmiddag på Chili's. Traditionen byder at vi spiser Boneless Buffalo Wings, men som et symbol på mit nye sundere chaserliv, tog jeg en Chicken Ceasar Salad i stedet. Men selvfølgeligt med en El Presidente Margarita og et stort krus Sam Adams Boston Lager til.  Det var vemodigt at tænke på at vi skulle hjem dagen efter, men alt godt har som bekendt en ende.

 

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 20:02:02 +0100
29. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/312-29-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/312-29-maj-2014

29. maj 2014

Distance kørt: 854 km  |  Start: days Inn, Amarillo, Texas * Slut: Days Inn, El Reno, Oklahoma 

{zhgooglemap:070}

Vi kom af sted fra Amarillo ved 10-tiden og satte kursen nordpå. Vores primære mål for i dag var Greensburg. Greensburg blev, som nogle måske husker, ramt af en ekstrem destruktiv EF-5 tornado om aftenen d. 4. maj 2007. Jeg var selv ude at chase selv samme tornado, og var vidne til at den ramte byen direkte. Dengang omkom 11 mennesker som en direkte følge af tornadoen, og 95% af byen blev jævnet med jorden. Man kan læse meget mere om Greensburg tornadoen og mine oplevelser her.

Det er nok svært at forklare så andre forstår det, men på en eller anden måde har jeg lige siden følt en slags tilknytning til byen, og det er blevet en fast tradition hvert år at besøge byen og følge dens genopbygning.

De første år gik det pinagtigt langsomt. I maj 2008 lå der stadig rester rundt omkring fra tornadoens hærgen. Der var næsten ikke bygget nogle huse og de fleste af dem der boede i byen boede i trailers og mobile homes sat op af FEMA (Federal Emergency Management Agency). Byens hospital var en teltby.  Når man snakkede med folk virkede de stadig triste og traumatiserede.

Først i 2010 kunne man se mærkbare ændringer og folk var også begyndt at smile igen. Og her i 2014 ligner Greensburg igen en by. Der er bygget nyt hospital og biografen, Twilight Theater,  åbner senere på sommeren.

Men det mest fantastiske ved Greensburg er måden byen er genopbygget på. Efter tornadoen havde ramt, og bystyret stod foran den enorme og uoverskuelige opgaver det var at starte helt forfra med alt, fik den daværende borgmester en vision : Det nye Greensburg skulle i endnu højere grad leve op til sit navn.

Byen skulle være selvforsynende med energi, og alle nye offentlige bygninger skulle bygges med bæredygtighed og miljø for øje. Samtidigt opfordrede man private til at bygge energirigtige huse. Visionen fik en blandet, men dog overvejende positiv modtagelse. Nogle af byens overvejende republikanske befolkning kunne ikke se hvad det pjat skulle til for, men de fleste kunne godt se fornuften i det. Heldigvis for det.

I USA rangerer man bygninger efter LEED (Leadership in Energy and Environmental Design) skalaen når man skal bedømme hvor miljørigtige de er. Skalaen har 4 trin, hvor Platinum er det højeste.  Greensburg har det højeste antal LEED Platinum bygninger pr. indbygger i hele USA.  Desuden producerer byen omkring 12.5 MegaWatt fra vindmøller og solceller. Det er mere end nok til at dække behovet i byen og den overskydende kapacitet sælges til el-selskaberne.

Alt dette har sat Greenburg på landkortet som et knowledge center for bæredygtighed og miljørigtghed. Delegationer fra katastrofeområder fra hele verden søger råd og vejledning i Greensburg til genopbygning af deres egne områder. Nu skulle man jo tro at Greensburg ville opleve en stor befolkningstilvækst på grund af de mange gode og fremsynede initiativer. Desværre er virkeligheden en anden. Greensburg mangler arbejdspladser, så folk vælger andre byer med bedre muligheder for at få arbejde. Der er dog store initiativer for at bringe grønne virksomheder til byen, og på den måde tiltrække flere borgere. Før tornadoen ramte boede her ca. 1400 indbyggere. I dag er tallet under 1000.   Jeg håber at alle de fremsynede tiltag vil udmønte sig i en blomstrende by om et par, når finanskrisen forhåbentligt er overstået.

Vi lavede en aftale med Greensburg Greentown bevægelsen om en rundtur i nogle af de LEED Platinum certificerede bygninger.  Vi mødte op i deres hus, The ECO home, som også er certificeret efter en anden norm, HERS (Home Energi Rating System). Huset er for det første bygget så det vil kunne modstå en fremtidig tornade. Det er rundt og bygget delvist i beton. For at teste og bevise styrken droppede man en bil fra 30 meters højde ned på taget.

Alt lys i huset er LED (det er gadebelysningen i byen i øvrigt også), møbler og interiør er lavet af genbrugsmaterialer, der er specielle toiletter som genbruger brugsvand fra håndvasken til skylning. Indkørslen til huset har en speciel porøs belægning som lader nedbør sive ned i jorden, i stedet for at løbe af i kloakkken.

Først tog vi over til 4-5-7 Art center, et galleri der er LEED Platinum certificeret. Selvfølgeligt i foreningens bil som kørtse på naturgas.

Alt var også gennemtænkt her. Solceller udenfor forsynede det med energi og et rack af batterier lagrede den strøm der var i overskud, så der også var energi i de mørke timer. Specielle paneler udenfor skabte skygge om sommeren, men lod solstrålerne passerer uhindret om vinteren, når solvinklen var lavere. 

Så var det tid til besøg på skolen. Igen en gennemtænkt bygning fra grunden, der er LEED Platinum certificeret. LED lys i de store fællesarealer der kun tændes ved hjælp af bevægelsescensorer når der er personer til stede.

Meget af træværket er træ fra de mange cypresser der gik til under orkanen Katrina i New Orleans.

Alt regnvand der falder inden for skolens område samles i store vandtanke og genbruges

Genbrugsplastic til de mange skabe til eleverne. 

Igen specielt designede skjolde og paneler, der begrænser solindstrålingen om sommeren, men lader den passserer uhindret om vinteren. Ovenlysvinduer der maksimerer lysindfaldet.

Rundt om parkeringspladsen er der plantet en speciel græsart, der filtrerer forureningen fra det regnvand der løber fra pladsen.

Det var oplysende og inspirerende at se de 3 bygninger. Det der specielt slår en, er at man med meget få virkemidler og forholdsvis simple teknikker kan gøre en forskel. Det er ikke specielt mere omkostningstungt, det kræver bare lidt omtanke og planlægning.

Vi fik en kop kaffe på den økologiske Green Bean Cafe og kørte derefter videre sydpå igen.

Vi oplevede en flot farverig solnedgang på grænsen til Oklahoma. Og ved 22-tiden kunne vi trille op foran vores Days Inn i El Reno.

Husk også at læse Kristinna's blog på Stormzone.dk !

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 20:01:32 +0100
28. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/311-28-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/311-28-maj-2014

28. maj 2014

Distance kørt: 100 km  |  Start: Days Inn, Amarillo, Texas * Slut: Days Inn, Amarillo, Texas

  

Days Inn i Amarillo har en dejlig udendørs pool. Det var en af grundene til at vi valgte dette motel. Desværre var poolen lukket pga renovering eller klargøring, en besked vi har måttet høre mange gange dette år. Internettet var også - for 3. år iøvirgt - under al kritik dåligt. Så næste år, Days Inn, vælger vi nok et andet sted at overnatte når vi er i Amarillo. Denne gang tog vi dog alligevel en ekstra overnatning, for steaks på Big Texan er jo en tradition som vi måtte gennemføre om aftenen.

Planerne for i dag blev ændret. Kristinna og jeg havde snakket om at komme ud at ride. Det er ikke noget for Per, så han ville blive på motellet og redigere noget video. Jeg vidste at der lå en stald lige uden for Palo Duro Canyon, en kløft i nærheden af Amarillo, der også kaldes Grand Canyon of Texas. Da jeg ringede og ville aftale en tid, fik jeg oplyst at der desværre var faldet så store regnmængder det sidste stykke tid, så stierne som hestene skulle ride på var for glatte. Derfor blev der slet ikke redet indtil videre. Det var 2. gang på to år jeg fik den besked, så måske er maj bare en dårlig måned.....

Vi besluttede derfor alle 3 at køre i bil ned i kløften i stedet. Der var personalemøde for alle park rangerne da vi ankom, så vi blev bedt om at betale ved udgangen når vi forlod parken igen. Det var ekstremt varmt den dag, og solen bagte. 

Palo Duro Canyon er den 2. største canyon i USA og er ca. 193 km lang og op til 32 km bred. Fra top til bund er der omkring 250 meter. Den er skabt af Prairie Dog Town Fork Red River som gennem årtusinder har skået sig ned gennem klippen. I kløften har Apache, Commanche og Kiowa indianere holdt til, indtil de permanent blev forflyttet til Oklahoma i 1874.

Der var masser af vandrestier i parken, og Kristinna var skuffet over at hun ikke havde fået sine støvler med, for hun havde lidt problemer med at stå fast på de glatte stier i sine sandaler.  

Der var dog masser af foto muligheder. og vi brugte 3 timer med at køre rundt, holde ind og fotografere. Som sagt var det varmt og vi havde kun et par lunkne dåser cola i baggagerummet, fordi vi havde efterladt cooleren på motellet. Vi var derfor temmeligt tørstige da vi rullede hjemad.

Vi hydrerede og slappede af et par timer. Lidt tøjvask blev det også til. 
Og så var det bøf tid....

Vi bad receptionen bestille en af restaurantens gratis limousiner.  Den ankom på slaget halv otte. Stor, hvid og selvfølgeligt med hornet fra en Texas Long Horn tyr foran.  Chaufføren bar selvfølgeligt cowboyhat, jeans og støvler.   Bilens horn lød desuden som en ko der "muher" :-)

Big Texan Steak Ranch er en institution i Texas. Det er nok den mest berømte steakrestaurant i USA. Det er ikke nødvendigvis det sted man kan få de allerbedste steaks - selvom jeg aldrig er blevet skuffet på Big Texan - men det restauranten er blevet kendt for, er deres 72 oz steak challange.

Udfordringen lyder : Spis vores 72 oz (ca. 2.2 kg) steak med tilbehør (rejecocktail, salat, bagt kartoffel og brød) på under en time, så får du det gratis. Den seneste statistik fortæller at 62000 har forsøgt mens 9000 har klaret tidsgrænsen - dvs omkring 1 ud af 7.  Jeg har ikke forsøgt. Jeg tror ærligt talt ikke jeg kan, men selv hvis det skulle lykkedes er det ikke særligt fedt at køre rundt og chase de efterfølgende dage med 2.2 kg ufordøjet kød i tarmene...

Rekorden har i mange år været på lige under 9 minutter. Men ganske få dage før vi kom til Amarillo blev en ny rekord sat.  

Hold nu fast : En konkurrencespiser, Molly Schuyler, mor til 4 og et lille nips på 56 kg spiste 2 bøffer og 2 gange tilbehør på 15 minutter !!!!!   Det første måltid røg ned på under 5 minutter !!!  Men hun spiste ikke "pænt" til forskel fra den forrige rekordholder, som spiste med kniv og gaffel, så det har nok ikke været særligt lækkert at overvære.

Men Big Texan har også en fantastisk atmosfære. Man spiser i et stort rum og rummet ligner noget fra en western film. 

Man kan selvfølgeligt bestille alle slags kød udskæringer i forskellige vægtklasser, men menukortet har også så eksotiske ting som f.eks. Rocky Mountain Oysters. Som der står i menuen "If You Think It's Seafood, Go With The Shrimps"....  Som en lille service meddelelse kan jeg oplyse at det er reproduktionsorganerne fra en ungtyr der her er tale om... Tidligere kunne man også få klapperslange, men det er pillet af menukortet igen.

Big Texan har også deres eget bryggeri. Vores favoritøl er en "Whiskey Barrel Stout", en tung, mørk sag på 9% som modsvarer den kraftige mad. Men også deres "Rattlesnake IPA" er god.  Sidste år kunne vi bestille et helt "tårn" med tappehane som indeholdt 3 liter, men som servitricen sagde "we had an incident a few days ago", så kunne man kun bestille øl tårn med de ølsorter med lave procenter.

Et tremandsorkester går rundt blandt gæsterne og spiller country musik efter ønske.  De spillede for os en dejlig version af "Country Home" som vi forsøgte at skråle med på. Vi havde et par hyggelige timer, med god mad, øl og et par overraskende stærke chili'er.

Vores limo kørte os derefter lettere overrislede hjem igen. 

Husk også at læse Kristinna's blog på Stormzone.dk !

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 20:01:07 +0100
27. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/310-27-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/310-27-maj-2014

Roswell og Amarillo

Distance kørt: 740 km  |  Start: West Texas Inn, Midland, Texas * Slut: Days Inn, Amarillo, Texas 

{zhgooglemap:068}

Uvejrssystemet vi har fulgt de sidste dage er nu rykket så langt mod øst at det ikke er muligt for os at følge det mere, hvis vi også skal tænke på de sidste steder vi ønsker at besøge. Varmen, som vi har savnet fra dag 1 var endeligt kommet. Solen bagte fra morgenstunden og om eftermiddagen kom temperaturen et godt stykke over 30 grader Celcius. Sådan som det bør være. I år har det for det meste været halvkøligt og regnfuldt. Så varmen var meget velkommen.

Vores mål for i dag var Amarillo.  Vi havde dog planlagt et lille sightseeing stop på vejen, nemlig Roswell.

Byen Roswell i det østlige New Mexico har en speciel, mystisk historie. En juni eller juli aften i 1947 fandt rancheren William Brazel rester af et eller andet på jorden. Det er beskrevet som metalfolie, kraftigt papiragtigt materiale og nogle stænger af ukendt materiale. Han tænkte ikke nærmere over det før et par uger senere, da han i byen hørte historier om at folk havde observeret flyvende tallerkener. Han tog derfor tilbage til findestedet og hentede nogle af de ting han havde fundet. Han tog tilbage til byen og kontaktede myndighederne og så rullede lavinen.

Militæret finkæmmede området og tog alt med sig. Dagen efter, den 8. juli gik militæret ud med historien om at man havde fundet en flyvende tallerken i ørkenen.

Men så begyndte det for alvor at blive mystisk....

Dagen efter, den 9. juli, udsendte militæret en pressmeddelelse der modsage hvad de selv havde sagt dagen før. Nu var det en alm. vejrballon der var styrtet ned :

Marcel blev tilbageholdt og interneret. Han blev udsat for en meget grundig lægeundersøgelse, blev krydsforhørt og truet til aldrig at udtale sig om hvad han havde set. Hans hus blev ransaget og de effekter han havde fundet i ørkenen så han aldrig igen. De næste dage blev han set eskorteret af 2 vagter når han bevægede sig rundt i byen. Folk der kendte ham sagde at han så chokeret og kuet ud og han undgik øjenkontakt.

Hændelsen har givet stof til en af de største konspirationsteorier overhovedet. Nemlig at det, det amerikanske militær den aften fandt, virkeligt var et UFO - og at der var aliens i vraget. Interviews med ansatte på militærbasen, forskellige folk i byen (bl.a. bedemanden) understøtter dette hvis man tager udsagnene for gode varer. Flere mennesker hævder direkte at have været med til obduktion af 3 væsener, der beskrives som af barnestørrelse med unormalt store hoveder. Bedemanden hævder at være blevet ringet op og bedt om at skaffe 3 barnekister. 

Hvad der end skete i 1947 er historien spændende. Der er ingen tvivl om at militæret gik meget langt for at skjule et eller andet. Men om det var et UFO, et militært eksperiment eller en vejrballon må være op til hver enkelt at vurdere.

Der er lavet et helt museum for hændelsen.

Det beskriver udførligt hændelsen i kronologisk orden, har interviews, dokumenter, fotos etc.  Der er også mere generel UFO information m.m. og en replika af en stentavle fra sydamerika, med symboler som er fortolket til at være "astronauter" og "folk fra himlen".  Det kan godt anbefales at besøge museet hvis man er på de kanter.

Byen Roswell lever på myten om UFO nedstyrtningen. Alt er gennemsyret af aliens og UFO'er. Se selv gadelamperne... :-)

Efter Roswell var det så videre mod Amarillo. Vi havde håbet på en steak på Big Texan, men desværre ankom vi for sent til motellet. Da var den gratis limousineservice til restauranten stoppet. Det blev derfor til en salat på Wendy's.

 

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 20:00:30 +0100
26. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/309-26-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/309-26-maj-2014

This is why we chase....

Distance kørt: 615 km  |  Start: West Texas Inn, Midland, Texas * Slut: West Texas Inn, Midland, Texas

{zhgooglemap:067}

Forventningerne til dagens chase var efter gårdsdagens bust beherskede. Men som nu afdøde legedariske Tim Samaras plejede at sige "Never turn your back on may".

Vi var i området hvor modellerne prognosticerede dannelse af superceller om eftermiddagen, så vi kunne tillade os at tjekke ud kl. 11. En tur i motellets pool blev det da også til. Pga kulden, regnen og lukkede pools på motellerne, har der ikke være nogle muligheder for det siden Nashville.

Første stop var en Starbucks. Her mødte vi den italienske chaser Andrea Griffa. Andrea har et tourfirma som tager italienske turister med til Tornado Alley.

Derefter kørte ud til vores 1. target area i Big Springs. Der var intet i umidddelbar nærhed på radaren, men på satellitfotoet kunne man se et par kridhvide cumuluskyde op igennem stratuslaget - et tegn på at der var ved at ske noget. Vi ventede yderligere 15 minutter og så kom de til syne på radaren. Efter en lille halv times tid var vi ude foran den og kunne se en tydelig shelfcloud med et massivt nedbørsfelt.

Den viste dog tegn på svækkelse, så vi tog ned til nogle celler sydpå. De så imponerende ud på radaren, så vi troede mere på dem. Efter ca. 30 minutter kom vi til udkanten af Stanton og kørte stik syd.

Vi kunne se bagkanten af cellen som netop havde passeret byen. Der rapporteret om over 2" hagl, så da vi kørte ind i nedbøren var vi på vagt. Vi kunne efterhånden se hagl på jorden og et øjeblik efter begyndte de første små hagl at regne ned over bilen. I vejsiden kunne vi se større klumper ligge. Nedbøren blev mere intens og haglene blev større. Inden for kort tid var det bordtennisbolde af is og så stoppede vi.

Vi havde fordelen af at vide at det var bagkanten af feltet, så vi kunne ved at holde en lav hastighed holde os ude af det værste. Endeligt kom vi ud syd for supercellen og kunne nu komme lidt foran den. Der var masser af dynamik i den og den så helt rigt ud - både på radar og visuelt. Den havde en god sund base og god balance mellem in- og outflow.

Et sted hvor vi holdt ind mødte vi to stormspottere fra det lokale brandvæsen.

Stormspottere er frivillige (ofte fra brandvæsenet eller politiet), som sendes ud til foruddefinerede positioner og rapporterer hvad de ser ind til den lokale EMA (Emergeny Management Administration = beredskabscenter). I modsætning til stormchasere følger de ikke stormen, men observerer den kun når den truer county'et. Når stormene er ude af området sendes de hjem igen. Beredskabscenteret igangsætter sirenevarsel af byer ud fra bl.a. stormspotternes rapporter. Vi fik en kort snak med dem. De var rimeligt imponerede af at vi tog helt fra Danmark til USA for at stormchase - en normal reaktion. De havde dagen før set en tornado nogenlunde samme sted.

Støvet blev blæst op i luften ad outflowet og skabte flere steder problemer med lav sigtbarhed.

Supercellen havde nu en imponerende struktur.

Den lokale Sheriff trak ind foran os. "Ups" - nu får vi nok en skideballe for ikke at have parkeret ordentligt, ikke sat havaribink i gang eller noget andet, tænkte jeg. Men han ville bare vide hvad der skete. Jeg viste ham vores radar - som heldigvis stadig havde friske billeder - og forklarede hvad der var i dem (hagl og rotation) og hvor de bevægede sig hen og hvor hurtigt. Han nikkede brysk (går ud fra det var hans måde at sige tak på ;-) ), satte en mobiltelefon for øret og gik over til sin bil og kørte væk.

En lang og markant tailcloud viste hvor den varme fugtige luft blevet suget ind i og op i updraften.

Der var mange chasere ude den dag. Man skulle være meget opmærksom på folk der løb over vejen, stoppede pludseligt etc.

Radaren havde et stykke tid indikeret rotation og vi spejdede konstant efter tegn på en tornado. Vi var ved at blive indhentet af et tykt tæppe af regn, da jeg synes der var noget mærkeligt ved det. Efter et par sekunder opdagede jeg hvorfor : det bevægede sig i 2 retninger. Det gik op for mig, at forkanten bevægede sig mod højre, og bagkanten bevægede sig mod venstre, og så fik jeg travlt med at få de andre ind i bilen. Vi stod nemlig og så en tornado nærme sig hastigt uden at være helt klar over det. På det tidspunkt var den ikke mere end et par hundrede meter væk.  

Centrum af rotationen bevægede sig hurtigere end yderkanten, så ja, Kristinna : Du så altså din første tornado der på landevejen mellem Garden City og Sterling City :-)  Jeg ville ønske at jeg havde kunne vise dig en der var flottere, men det må vente til næste gang !

Tornadoen blev iøvrigt bekræftet af Storm Prediction Center - SPC, som havde den med i deres Storm Reports : 

2326   7 E GARDEN CITY GLASSCOCK TX 3187 10136 BRIEF TORNADO THAT WAS WRAPPED IN RAIN. (MAF)


Vi kørte som sagt hastigt videre og var nødt til endnu engang at lade en haglkerne passere. Supercellerne lå nu som perler på en snor, og det var som at løbe spidsrod mellem cellerne hvis vi skulle undgå det værste nedbørsfelt. Kort før Sterling City blev vi indhentet af hagl på highwayen. Sigtbarheden var ekstrem dårlig og der var enorme mængder vand på vejbanen, men vi måtte ind i byen for at finde et halvtag som kunne yde en vis beskyttelse.

Bilens traction control slog derfor til og fra hele tiden på de sidste kilometer og jeg havde rimeligt hvide knoer da vi endeligt kom til byskiltet. Der var flere gange jeg følte at vi aquaplannede - ikke en særlig fed fornemmelse.

Heldigvis kom vi helskindede frem til en servicestation og blev mødt af omkring 100 andre biler som udnyttede hver kvadratcentimeter af forpladsens udhæng. Der var ikke plads til os, så jeg parkerde bilen så den lå bare i nogenlunde læ fra nedbørsfeltet. De værste hagl var heldigvis gået nord om byen, så vi fik kun hagl på størrelse med 2 kroner.

Da regnen og haglen stilnede af kunne vi få en frisk kop kaffe og sludre med de mange andre chasere. Tiden var knap, vi vidste at den næste celle lå ude mod vest med kurs direkte mod Sterling City. Vi kunne allerede se den tårne sig op i atmosfæren som et mørkt skydække. Umiddelbart så den relativ udskyldig ud, men radaren viste noget andet, nemlig hagl på over 3" og rotation.

En famiie, som så vi var stormchasere, spurgte om det var sikkert at køre. De forstod ikke alvoren og jeg måtte flere gange gentage for dem at de ville blive udsat for meget store hagl og måske en tornado hvis de kørte i mod cellen, som de var nødt til med den vej de skulle.  Jeg rådede dem til at blive i byen, hvor de i tilfælde af en tornado, kunne søge ly på tankstationen. Jeg ved ikke om de fulgte mit råd - jeg tvivler lidt fordi jeg var nødt til at gentage det for dem flere gange. Det var som om de ikke ville forstå hvad jeg sagde til dem.. 

Vi havde selv valget mellem at blive eller køre mod syd ad highway 163 og slippe for den farlige del af supercellen. Vi valgte det sidste, og det var - efter min mening - en af de største fejl vi begik på dette års chase. Vi vidste at vejnetværket var meget sparsomt og terrænet kuperet. Desuden var der stort ikke noget internet når man kom et par km ud fra byen.

Dette kunne - til nød - gå i dagslys når man visuelt havde udsyn over supercellen og dens struktur, men solen var ved at gå ned og så blev det ekstremt farligt og en smule idiotisk. En al for stor risiko.

Vi fik dog, mens der stadig var en smule dagslys tilbage øje på denne skønhed af en wallcloud med tailcloud. Klik på billedet for at se det i en bedre opløsning.

Da solen gik ned blev det farligt. Vi var bogstaveligt talt blinde. Vi havde en fornemmelse af at der vistnok var en anden celle på vej, som vi skulle sydpå for at undgå. Men vi vidste ikke om den havde ændret retning eller hastgihed, eller var vokset eller noget andet.  Det var for at sige det ligeud stupidt af os at tage chancen og jeg er sgu ikke stolt af at indrømme det. Ydermere var det på det tidspunkt essentielt at personen med ansvar for at navigere sad med øjnenen klistret til raderen, i tilfælde af at der skulle komme et radarbillede. Det skete heller ikke.  Da vi var stoppet for at fotografere kastede jeg ved et tilfælde et blik på radaren, og opdagede at der var kommet frisk billede. Mine nakkehår rejste sig, da jeg så den lilla og hvide kerne (tegn kraftig nedbør/store hagl) og rotation få miles fra vores position med retning mod os. Så gjaldt det om at komme afsted i en fart og vi nåede med nød og næppe at komme syd for det farlige område. 

Da var det at vi blev enige om at det var for farligt. Vi afbrød derfor chasen og med baggrund i det sidste billede fandt vi en vej nordpå mod Midland hvor vi igen fik værelser på West Texas Inn.

Jeg lærte en vigtig lektion den dag - og det er aldrig at chase uden et backup system til radar. Til næste år vil jeg købe et satellitbaseret systen som er uafhængigt af internet.  Vi var heldige den aften, det kunne have været gået helt galt og det er ikke en chance jeg har lyst at tage igen. Vi har chaset på grænsen et par gange før, men denne aften tog prisen for dumskab. Det vil jeg ikke gentage.

 

Husk at Kristinna også blogger på Stormzone.dk

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

 
]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 19:59:55 +0100
25. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/306-25-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/306-25-maj-2014

Cap Bust

Distance kørt: Ca . 500 km  |  Start: Days Inn, Amarillo, Texas * Slut: West Texas Inn, Midland, Texas 

{zhgooglemap:066}

Vi oplevede et - af de heldigvis sjældne - Cap Bust i dag, hvor der stik imod forventinger og prognoser ikke sker noget som helst.

Prognoserne og SPC var for så vidt ret sikre på at der ville ske noget i det sydvestlige hjørne af Texas. Der var udsendt SLIGHT RISK

- med en lille 5% tornadorisk i en lille tunge syd for Midland/Odessa ved den mexicanske grænse op i mod San Angelo.

For at gøre en lang historie kort, så kom vi rimeligt tidligt ned i området omkring Midland og afventede under en let cumulus dækket himmel. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Ved 17-tiden skød et par mere robuste tårne i vejret og vores forhåbninger steg - et lille stykke tid - lige indtil de fladede ud og blev trukket i stykker af vinden. Vi stod en lille time og så på dette skuffende syn igen og igen, inden vi indså nederlaget.

Moder natur havde endnu engang bevist at den ikke altid lader sig forudsige. Min teori er at cap'en (det varme lag nogle kilometer oppe i atmosfæren, der nogle gange ligger og spærrer for at bygerne kan vokse) var for stærkt. Normalt bliver den nedbrudt af solopvarmningen i løbet af dagen, men altså ikke i dag. Det er surt når det sker, men er vel egentligt også med til at gøre stormchasing en tand mere uforudsigelig og spændende.

Vi fandt et motel langs Interstate 20 i oliebyen Midland.

Midland har sit navn fra den tid hvor jernbanen mellem Dallas og El Paso blev færdig. Den var nemlig præcis midpunktet mellem de 2 byer. I dag er byen, som inklusive forstæder etc. har over 150.000 indbyggere, mest kendt for at være et af olieindustriens knudepunkter i området, hvor der er oliepumper overalt, selv i folks baghaver

Det er jo ingen hemmelighed hvad Kristinna's holdning til multinationale olieselskaber er, så der blev virkeligt skulet til symbolerne på mange af verdens problemer :-)

Days Inn var overbooked så det blev til et West Texas Inn, et godt alternativ til prisen. Vi skyllede skuffelsen ned med sangria og øl (jo - det går glimrende sammen   ........efter de første 3 glas sangria...) og en smuk solnedgang bag en supercelle laaangt inde (200 km) i New Mexico.

Husk at Kristinna også blogger på Stormzone.dk

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 19:59:18 +0100
24. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/305-24-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/305-24-maj-2014

Texas hail

Distance kørt: 1219 km  |  Start: Days Inn, Amarillo, Texas * Slut: Days Inn, Amarillo, Texas

{zhgooglemap:065}

Vi overnattede som sagt i Amarillo sidste nat.

Amarillo er den største by i Texas Panhandle med knapt 200000 indbyggere. Navnet kommer fra spansk og betyder gul. Amarillo har derfor kælenavnet ”Yellow Rose of Texas”.
Byen var i slutningen af det 19. århundrede et vigtigt knudepunkt for områdets kvægavlere og det  var i denne periode at byen vækstede.
Route 66 passerer gennem Amarillo og flere gader i downtown har stadig den oprindelige murstensbelægning.
Ellers er byen kendt for sit anlæg til montering og demontering af atomvåben og Big Texan Steak Ranch som har den berømte 72 oz steak challenge. Spiser man de 72 oz (omkring 2.2 kg) kvalitetsbøf, en salat, bagekartoffel og brød på under 1 time, er måltidet gratis. Omkring 40000 har forsøgt, 8000 har gennemført. Rekorden er på lige under 9 minutter og der er så vidt vides ingen danskere på tavlen.

Vi tog afsted fra motellet i Days Inn ved 11-tiden og påbegyndte vores lange tur sydpå. Menuen for idag var isolerede superceller, med en lille tornadorisiko, i området omkring Interstate 20 med Midland/Odessa. Initiering skulle ske ved 15-tiden om eftermiddagen, men allerede ved 13-tiden kunne vi på radaren se de første celler skyde i vejret ved den mexicanske grænse og drive mod nordøst.

Jeg trykkede lidt hårdere på speederen og Per fandt en rute der ville få os til at møde en lovende celle ved byen Big Lake. I byen så vi omkring 10 andre chasere bl.a. nogle kendte ansigter.

Vi blev kontaktet af en australsk chaser som kørte i en bil som tydeligvis bar præg af at have været udsat for hagl. Han rejste med sin kone og fortalte at han havde været i USA siden september sidste år. Han havde et lejet hus i Kansas og tilbød os husly hvis vi strandede deroppe uden natlogi. Et typisk eksempel på det sammenhold og bånd der er blandt chasere.

Den gik dog nord om selve byen, så vi tog en nordgående ved for at snuse lidt til den. Vi kom hurtigt ind i nedbørsfeltet og de første hagl meldte deres ankomst. De startede i ærtestørrelse men blev hastigt størrere. De små klik-klak på ruderne og siden af bilen blev akkompagneret af lejlighedsvise mere dumpe bump når det lidt større hagl ramte. Vi havde næsten ingen sigtbarhed og pludseligt skred bilen foran os ud pga aquaplanning. Det lykkedes dog heldigvis chaufføren at bevare kontrollen over bilen. Det havde ikke være den fedeste situation at skulle hjælpe i hvis der var sket en ulykke.

Vi havde på det tidspunkt ikke internetdækning, og cellen var en tornadowarned HP supercelle, så jeg var en anelse betænkelig ved vores forehavende. Jeg behøver vel ikke skrive at Kristinna gerne ville køre længere ind i nedbørskernen :-) Vi kom igennem kernen uden skader og vendte om og kørte tilbage mod Big Lake. Vi vidste nemlig fra den gang vi hacvde internetdækning, at flere og mere kraftigere HP superceller var på vej mod byen.

Vi nåede det lige. Supercellen havde en markant, ond shelf cloud på forkanten og vi fandt et godt spot hvor vi kunne observere den efterhånden som den kom nærmere.

Det var ærefrygtindgydende at se skykanten med stort hast bevæge sig over ens hovede, mens et massivt lyseblåt, næsten tyrkis nedbørstæppe lurede inde i supercellen.

Da de første dråber ramte, hastede vi 50 meter ned ad gaden til en tankstation og fandt et godt sted at parkere i læ af en bygning, men stadig med udsigt til tankstationens forplads. Hvad der derefter fulgte, var 15 minutters rivende vindstød derfik bilen til vugge i fjedrerne, massiv regn der ind imllem fik sigtbarheden ned på få meter og hagl der til sidst var på størrelse med goldbolde. Kristinna havde et smørret udtryk i ansigtet, og konstaterede tørt at "Det var da bare nogle små fesne hagl" :-)

Et lille klip fra episoden. Man ser tydeligt nedslagene i vandet.

{avsplayer videoid=24}

Det kunne tydeligt ses i skidtet på bilen hvor haglene havde ramt.

Vi fik nogle gode optagelser af passagen og bagefter kørte vi rundt i byen og så de store oversvømmelser supercellen havde medført. Trafikken sneglede sig afsted gennem de store områder der lå under vand.

Vi spiste en hurtig aftensmad som bested i en sandwich fra Subway, og så var vi klar til 2. akt. Vi kørte uden for byen og tog imod cellen som kom buldrene fra sydvest. Med sig havde den en masse lyn og endnu en truende udseenede shelfcloud.

Da nedbøren fald på os, tog vi den sædvanlige plads bag en bygning i læ for den kraftigste vind. Dette nedbørsfelt var dog langt fra så kraftigt som det første.
Efter det havde passeret satte vigen kurset mod nord til Amarillo. Vi havde som bekendt pga Memorial dag bestilt værelser  2 dage i træk på Days Inn. Og det fortrød vi lidt i dag da vi have den over 500 km lange tur hjem.

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 19:47:50 +0100
23. maj 2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/304-23-maj-2014 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2014/item/304-23-maj-2014

Pikes Peak og thundersnow

Distance kørt: 708 km  |  Start: Days Inn, Colorado Springs, Colorado * Slut: Days Inn, Amarilo, Texas

{zhgooglemap:064}

Dagen i dag var helliget sightseeing. Det vilde vejr lå langt nede sydpå i New Mexico - uden for vores rækkevidde. Allerede i går besluttede vi os for at køre op på Pikes Peak, et bjerg på ca. 5000 meter lige uden for Colorado Springs. Der går en 2-sporet asfalteret vej hele vejen op til toppen, så bjerget er det mest besøgte i hele det kontinentale USA.

Jeg havde sat vækkeuret til kl. 05:30 i morges for at se hvordan solens første stråler ville se ud på Pikes Peak. men det var ikke som forventet, så jeg krøb i køjen igen og nappede et par timer mere på øjet. Kl. 07:30 skulle jeg havde været i motellets pool, men der var ikke låst op. Det blev derfor til lidt prognosekiggeri og diverse på PC'en.

Vi kørte mod Pikes Peak ved halv ti-tiden og selv om vejrudsigten havde lovet regn i området var bjergtoppen stadig synlig da vi startede opkørslen.

Rangeren ved indgangen fortalte os, at det sneede på toppen, og at selv om der stadig var åbnet helt til toppen, kunne der evt. blive tale om at lukke på et tidspunkt.. Skydækket blev lavere efterhånden som vi kom op i højderne.

Det var utroligt smukt. Hvert hårnålesving afslørede nye detaljer og imporende udsigter over Colorado langt neden under.

Enkelte steder holdt vi ind på vigepladser og nød udsynet.

Vi var nået ca. 3000 meter op da vi nåede den nederste del af skyerne. Temperaturen var faldet til omkring 5-6 grader og små snefnug begyndte at fylde luften.

Vi så sågar en cykelrytter på vej op i det ekstreme vejr - I KORTE BUKSER !!!  Med tanke på det der skete efterfølgende håber jeg seriøst at han er OK....

Det blev tættere og tættere og da vi var næsten helt op blev vi stoppet af en afspæring. Sneen faldt tæt på toppen nu og vejene var for glatte. Jeg lagde mærke til en summende lyd da jeg stod  ud af bilen. Det var vores 1 meter høje scanner antenne der åbenbart var ved at blive ladet med den statiske elektricitet som sneen genererede. Pludsligt rumlede et tordenbrag. 

Jeg gik lidt op ad skråningen med Kristinna. Igen bemærkede jeg en summende, gnistrende lyd som kom en gang imellem. Jeg tænkte det var mit kamera som jeg bar i remmen på skulderen. Indtil jeg tilfældigt pegede op i mod en klippeformation, så var den der igen. Jeg bøjede pegefingen, så forsvandt den. Jeg strakte den igen og så var den straks igen. Det lyder helt vanvittigt, men jeg var åbenbart så statisk ladet, at bare det at jeg strakte min pegefinger var nok til at spændingsfeltet ændrede sig så min finger summede. Jeg begyndte at blive lidt betænkelig over at vi gik på en bjergside med torden over os, men samtidigt var det så absurd og komisk på samme tid, at jeg måtte vise det til Kristinna.

Vi hørte dæmpet igenem den tætte sne en stemme, som advarede mod at bjerget nu var så elektrisk ladet at der var fare for at blive ramt af lynet og man evakuerede derfor bjerget. Samtidigt ville sneen tage til, og vejen ned ville blive glat. det var en ranger fra US Park service der i sin tjenestevogn advarede folk via højttaleren. Vi gik derfor ned til Per, som havde valgt at filme nede ved bilen. sneen tog til på vej ned og der kom flere tordenskrald. Godt vi var taget ned. Der lagde sig hurtigt et 2-3 cm lag som gjorde vejen fedtet og lumsk.

Næsten nede var der obligatorisk bremsetjek. På grund af den krævende nedkørsel, kunne der være fare for at bremserne var overophedede, og temperaturen på bremseskiven blev derfor målt med et IR termometer. De biler der havde for varme bremser, blev bedt om at køre ind og holde et stykke tid indtil skiverne var kølet ned igen. Vores temperatur var 160 grader Fahrenheit, så vi fik en thumps up og et "You're good".

Vi fik en af Kristinna's fantastiske sandwiches til frokost og kørte videre mod Amarillo, hvor vi på grund af Memorial weekend (den største helligdagesferie i USA, hvor man hylder de faldne i USA's krige) havde bestilt værelser både fredag og lørdag.

Undervejs kørte vi igennem flere områder med byger. Nogle blev severe warned. Vi nåede stat nr. 15 på denne tur - nemlig New Mexico...

State Trooperne fik heller ikke ram på os i dag - de havde travlt med andre ting...

Vi nåede Amarillo ved 21:30-tiden. Vi skulle havet været ude og have den obligatoriske Big Texan steak, men desværre ophørte den gratis limousine service til restauranten netop kl. 21:30, så vi aftalte at vente til i morgen. Middagen blev derfor indtaget på en Denny's.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2014 Stormchase USA Sun, 16 Feb 2014 19:46:56 +0100