Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Texas hail

Distance kørt: 1219 km  |  Start: Days Inn, Amarillo, Texas * Slut: Days Inn, Amarillo, Texas

Vi overnattede som sagt i Amarillo sidste nat.

Amarillo er den største by i Texas Panhandle med knapt 200000 indbyggere. Navnet kommer fra spansk og betyder gul. Amarillo har derfor kælenavnet ”Yellow Rose of Texas”.
Byen var i slutningen af det 19. århundrede et vigtigt knudepunkt for områdets kvægavlere og det  var i denne periode at byen vækstede.
Route 66 passerer gennem Amarillo og flere gader i downtown har stadig den oprindelige murstensbelægning.
Ellers er byen kendt for sit anlæg til montering og demontering af atomvåben og Big Texan Steak Ranch som har den berømte 72 oz steak challenge. Spiser man de 72 oz (omkring 2.2 kg) kvalitetsbøf, en salat, bagekartoffel og brød på under 1 time, er måltidet gratis. Omkring 40000 har forsøgt, 8000 har gennemført. Rekorden er på lige under 9 minutter og der er så vidt vides ingen danskere på tavlen.

Vi tog afsted fra motellet i Days Inn ved 11-tiden og påbegyndte vores lange tur sydpå. Menuen for idag var isolerede superceller, med en lille tornadorisiko, i området omkring Interstate 20 med Midland/Odessa. Initiering skulle ske ved 15-tiden om eftermiddagen, men allerede ved 13-tiden kunne vi på radaren se de første celler skyde i vejret ved den mexicanske grænse og drive mod nordøst.

Jeg trykkede lidt hårdere på speederen og Per fandt en rute der ville få os til at møde en lovende celle ved byen Big Lake. I byen så vi omkring 10 andre chasere bl.a. nogle kendte ansigter.

Vi blev kontaktet af en australsk chaser som kørte i en bil som tydeligvis bar præg af at have været udsat for hagl. Han rejste med sin kone og fortalte at han havde været i USA siden september sidste år. Han havde et lejet hus i Kansas og tilbød os husly hvis vi strandede deroppe uden natlogi. Et typisk eksempel på det sammenhold og bånd der er blandt chasere.

Den gik dog nord om selve byen, så vi tog en nordgående ved for at snuse lidt til den. Vi kom hurtigt ind i nedbørsfeltet og de første hagl meldte deres ankomst. De startede i ærtestørrelse men blev hastigt størrere. De små klik-klak på ruderne og siden af bilen blev akkompagneret af lejlighedsvise mere dumpe bump når det lidt større hagl ramte. Vi havde næsten ingen sigtbarhed og pludseligt skred bilen foran os ud pga aquaplanning. Det lykkedes dog heldigvis chaufføren at bevare kontrollen over bilen. Det havde ikke være den fedeste situation at skulle hjælpe i hvis der var sket en ulykke.

Vi havde på det tidspunkt ikke internetdækning, og cellen var en tornadowarned HP supercelle, så jeg var en anelse betænkelig ved vores forehavende. Jeg behøver vel ikke skrive at Kristinna gerne ville køre længere ind i nedbørskernen :-) Vi kom igennem kernen uden skader og vendte om og kørte tilbage mod Big Lake. Vi vidste nemlig fra den gang vi hacvde internetdækning, at flere og mere kraftigere HP superceller var på vej mod byen.

Vi nåede det lige. Supercellen havde en markant, ond shelf cloud på forkanten og vi fandt et godt spot hvor vi kunne observere den efterhånden som den kom nærmere.

Det var ærefrygtindgydende at se skykanten med stort hast bevæge sig over ens hovede, mens et massivt lyseblåt, næsten tyrkis nedbørstæppe lurede inde i supercellen.

Da de første dråber ramte, hastede vi 50 meter ned ad gaden til en tankstation og fandt et godt sted at parkere i læ af en bygning, men stadig med udsigt til tankstationens forplads. Hvad der derefter fulgte, var 15 minutters rivende vindstød derfik bilen til vugge i fjedrerne, massiv regn der ind imllem fik sigtbarheden ned på få meter og hagl der til sidst var på størrelse med goldbolde. Kristinna havde et smørret udtryk i ansigtet, og konstaterede tørt at "Det var da bare nogle små fesne hagl" :-)

Et lille klip fra episoden. Man ser tydeligt nedslagene i vandet.

Det kunne tydeligt ses i skidtet på bilen hvor haglene havde ramt.

Vi fik nogle gode optagelser af passagen og bagefter kørte vi rundt i byen og så de store oversvømmelser supercellen havde medført. Trafikken sneglede sig afsted gennem de store områder der lå under vand.

Vi spiste en hurtig aftensmad som bested i en sandwich fra Subway, og så var vi klar til 2. akt. Vi kørte uden for byen og tog imod cellen som kom buldrene fra sydvest. Med sig havde den en masse lyn og endnu en truende udseenede shelfcloud.

Da nedbøren fald på os, tog vi den sædvanlige plads bag en bygning i læ for den kraftigste vind. Dette nedbørsfelt var dog langt fra så kraftigt som det første.
Efter det havde passeret satte vigen kurset mod nord til Amarillo. Vi havde som bekendt pga Memorial dag bestilt værelser  2 dage i træk på Days Inn. Og det fortrød vi lidt i dag da vi have den over 500 km lange tur hjem.

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

Læst 791 gange
Mere i denne kategori: « 25. maj 2014 23. maj 2014 »