2013 Stormchase USA (21)

Det var også i år vi blev mindet om den mørke side af stormchasing. Om de enorme kræfter naturen udløser og om at vi ikke kan tillade os at tage noget for givet og blive for overmodige.

Det var sidste chance i dag.  Isolerede celler skulle dannes sidst på dagen med masser af tornado potentiale, og til forskel fra i går ville der ikke poppe en masse rod op. Det lød jo meget godt i teorien. Vi lå perfekt i midten af området og kom afsted i god tid. Vi gik efter en celle der poppede op sydvest for Norman og kom også ned til den.

Puhaa, sikken en dag. Vores forventninger var jo høje efter i går, specielt fordi det meteorologiske setup i dag på papiret skulle give mere potentiale for tornadoer. I går var det en SLIGHT RISK dag, og i dag var det en MODERATE RISK dag. Desværre gik bygerne for hurtigt i vejret pga en svag cap.

Vores Target Area var området syd for Salina hvor initiering skulle finde sted mellem 15 og 16 om eftermiddagen. Vi var derude i god tid og allerede lidt efter 14 begyndte den ellers blå himmel at blive spættet med skyer. Man kunne se hvordan de prøvede at bryde gennem cap'en uden held.

I dag var vi i Greensburg for at se hvor langt de var kommet efter endnu et år. Som bekendt var Kai-Asle og jeg vidner til at en EF-5 tornado smadrede byen for 6 år siden, d. 4. maj 2007. Vi har hvert år siden besøgt byen på et eller andet tidspunkt på vores chase.

Idag var en transportdag. Vi bevæger os ned mod Oklahoma City. Vi har måske mulighed for at få lov at se nogle af de områder i Moore der blev ramt af tornadoen d. 20/5. Vi har kontakt til en af de personer der var en del af det team fra Storm Prediction Center og National Weather Service, der var med til at lave de undersøgelser af skaderne, der førte til EF-5 ratingen.

Det blev endnu en lang dag på landevejen. Vores ynglingsmodel, HRRR, havde igen et par gode celler i baghånden. Den ene skulle ligge vest for Rapid City i South Dakota og ville bevæge sig østpå.

Endnu en dag med muligheder for spredte superceller over et større område hvor det galt om at være det rette sted på rette tidspunkt. Vores targetarea var oppe i det nordvestlige Kansas lige på grænsen til Colorado. En af vejrmodellerne forudsagde at to storme ville dannes sendt på eftermiddagen og dem satsede vi på, men holdt selvfølgeligt øjenene åbne for andre muligheder.

Det var forudsagt at byger ville kunne dannes i hele området, og at disse byger kortvarigt kunne blive til superceller inden de ville samle sig til MCS'er (Mesoscale Convective System) - altså større klumper af tordenceller. En MCS er ikke attraktiv at chase, idet den blot er en uorganiseret klump af kraftig regn og torden.

Det var skønt at komme op i det ektremt flade landskab i området mellem Oklahoma og New Mexico. Landskabet er helt unikt heroppe og de lokale plejer at sige, at man kan se 100 miles i hver retning, men hvis man stiller sig på en kasse kan man se 200 miles i hver retning - så fladt er her.

Dagen i dag har været en rodet, hektisk og travl dag. Jeg fik alt for lidt søvn, og samtidigt er vi blevet bestormet med henvendelser fra medierne som vil høre om vores oplevelser med Moore tornadoen i går.

Jeg har givet interviews til DR, DR Vejret og Jyllands Posten, og fået henvendelser fra TV2 m.fl.

Det bliver en kort blog igen i dag. Men vi oplevede kort sagt den katastrofale Moore tornado på tæt hold.

Moore tornadoen lavede det mest markante hook ekko jeg nogensinde har set.

Vi startede med en gang solid morgenmad på motellet i Pratt, Kansas. Vi opdagede Tim Samaras og hans crew ved et af de andre bord. Tim Samaras er en af de mest respekterede chasere af dem alle, både for hans personlighed men i særdeleshed for hans bidrag til forskningen

Vi så ikke mindre end 3 tornadoer, hvoraf den første klart var den flotteste jeg har set til dato. Vi startede dagen med morgenmad på motellet i Vernon, Texas. Vi har altid en laptop med så vi kan diskutere dagens setup mens vi spiser. Der var MODERATE RISK i et område der dækkede det vestlige Oklahoma og op over Kansas og et stykke ind i Nebraska.

I dag blev vi endeligt belønnet for vores tålmodighed. Vi så flot struktur på en tornadoproducerende storm nær South Bend i Texas

Vi havde i dag også forventninger om at se lidt vildt vejr. Prognoserne forudsagde at der på et outflow boundary fra et MCS (Mesoscale Convective System) ville blive danne flere superceller på grænsen mellem Arkansas og Louisiana.

Idag var der slight risk i et område der strakte sig fra grænsen mellem Texas og Oklahoma i nord, og ca. 300 km sydpå. Vi befandt os i Abilene, ca. midt i området. Der var i virkeligheden et komplekst setup med 3 scenarier i spil : Dels noget morgenkonvektion i det sydøstlige Texas som ville skabe et outflow boundary hvor nye byger ville vokse op. Nogle af dem kunne bliver superceller.

Vi havde forholdsvis god tid i dag, fordi vi skulle trille lige så stille mod det centrale Texas, hvor der er forudsagt lidt vildt vejr onsdag eftermiddag.

Vi benyttede derfor lejligheden til at besøge Storm Prediction Center - SPC. Marc Austin - vores vært ved barbequen forleden - arbejder i samme bygning i den "normale" vejrtjeneste.

Vi blev en extra dag i Norman, Oklahoma i dag. Det passer mig egentligt fint, for jeg er ramt mere end sædvanligt hårdt af jetlag og føler ikke helt at jeg er kommet i omrejninger endnu. Vi har også lidt forskellige udfordringer som jeg håber der kommer styr på hen ad vejen.

I dag var det Pers fødselsdag. Som de tidligere år fejrer vi altid Per's fødselsdag på den ene eller den anden måde mens vi er herovre. I år var ingen undtagelse. Men vi mener selv vi gav ham en lille overraskelse, idet vi bildte ham ind at vi skulle prøve at chase et marginalt setup i det vestlige Oklahoma.

Dagen i dag trak virkeligt tænder ud....

Vi ved af erfaring, at rejsen er udmattende, men forskellige årsager gjorde årets udrejse udfrordrende.

Det startede i Kastrup Lufthavn. Normalt plejer vi at kunne få printet boardingpas ud til hele turen, men af en eller anden årsag kunne vi kun få printet til Amsterdam.