2012 Stormchase USA (25)

Hermed har vi nået slutningen på årets stormchase. Vi fik kørt omkring 12800 km og var så langt sydpå som Corpus Christi i Texas, og så langt nordpå som nær den canadiske grænse i North Dakota. Vi fik hagl og tornadoer og gode oplevelser.

Vi havde egentligt planer om at køre direkte mod Dallas idag. I går aftes, da vi skulle tage afsked med vores amerikanske venner havde Paul dog spottet en interessant udvikling på en vejrmodel der laver simuleret radaroutput.

Chasens sidste mulighed var i Wisconsin. SPC havde opgraderet til Moderate Risk med 30% tornadorisiko. En squalline ville blive dannet og den ville indeholde embeddede superceller.

Puha, endnu en af sejtrækkerne mht antal km kørt og tid brugt på landevejen. Til gengæld har jeg de sidste par dage kunne krydse endnu et par stater af i min quest for at have været i alle USA's 51 stater - nemlig North Dakota og Iowa...

Det har været en extrem lang og til dels skuffende dag, så i må lige vente med bloggen til engang i morgen formiddag (amerikansk tid).

Vi blev endnu en dag i Wall. Hotellet vi boede på er uden sammenligning det bedste og hyggeligste vi har boet på til dato. Og prisen var også meget rimelig. Det består af træhytter og er indrettet med træmøbler fra Colorado. man følte sig straks hjemme.

I dag var en transportdag, hvor vi kørte til Wall i South Dakota for at være i stilling til den forventede chasedag tirsdag. Man kan tydeligt mærke at vi er ude i USA's tyndt befolkede områder. Befolkningstætheden faldt omtrent exponentielt med antallet af kilometer vi kørte nordpå.

Endelig en god gammel dags chase. Der var slight risk i et snævert bælte fra det centrale Nebraska til den nordlige del af Texas Panhandle.

I går var der lagt op til, at i dag skulle være en gentagelse af i går. Men dette holdt desværre ikke stik.

Vi startede dagen med den sædvanlige gang pap-morgenmad kl. 08:30, som vi mere spiste af sociale årsager end af sult.

Vi kom relativt tidlig ud af fjerene i dag, idet vi skulle køre til det vestlige Kansas, for at at have en mulighed for at se microbursts. Således tjekkede vi ud af motellet kl. 10:30 og satte kursen nordvest på.

Tja, igen ikke så meget at fortælle fra i dag. Vi kørte fra Amarillo til Norman, en tur på ca. 4 timer ad lange lige veje. Meget af tiden på I-40, som følger den legendariske Route 66. Som chauffør var det meget svært at holde sig frisk - især når sidemanden sad og blundede.

OK, i dag vaskede vitøj, så Palo Duro Canyon og spise bøf på Big Texan...

Danny skulle ikke snydes for en gang morgenmad på IHOP, så vi startede med en solidt morgenmåltid her....

Vi trak den lidt i ørene mht mødetid, idet vi havde planlagt at spise morgenmad på IHOP - International House Of Pancakes. Vi havde bare ikke taget højde for at det var Mors dag. Det betød at der var lang kø til at få bord.

Dagen i dag var rimelig trviviel. Vi skulle køre os i stilling til søndag, hvor SPC har et slight risk i New Mexico. Vi bestemte os derfor til Roswell som mål.

Vi spiste morgenmad kl. 08:30.

Tjekud på hotellet var kl. 12, så da vi spist fælles morgenmad kl. 08:30 tog jeg lige en times tid mere på øjet. Så havde jeg også energi til at færdiggøre blog'en.

Som jeg skrev i går var det et meget nedslidt motel vi boede i sidste nat. Det blev ikke bedre af, at da jeg havde afsluttet denne blog ved 1:30 tiden ankom et selskab med meget højrøstede og selskabeligt overrislede mexicanere på værelset lige ved siden af mit.

Dagen startede godt... Udover de sædvanlige vafler og toastbrød var der brød med kerner og omelet og bacon til morgenmad. Det lykkedes os næsten at blive mætte, hvilket absolut hører til sjældenthederne.

Lad mig indrømme at denne blog bliver meget kort. Der skete nemlig ikke meget andet end at vi transporterede os selv fra Norman, Oklahoma til en ydre forstad til Houston. En tur på 650 km.

Dagen i dag blev tilbragt i Norman, Oklahoma. Danny havde feber og var i det hele taget ret sløj, så vi forlængede vores ophold med en enkelt dag. Vi fik adressen på en læge der kunne se på Danny, og ved 12-tiden kørte vi ud for at finde klinikken.

Dagen i dag var rimelig kedelig rent vejrmæssig. Der var godt nok slight risk i et meget langt bælte fra Mexico i sydvest til de store søer i nordøst, men de bedste værdier mht til shear (som er en vigtig faktor for dannelse af roterende storme og tornadoer) ville være i det nordøstlige Oklahoma og sydøstlige Kansas.

Ahhh, sikke en forskel en god nats søvn kan gøre. I går aftes var vi næsten bevidstløse af træthed efter vores førstedagschase, men i morges kunne vi starte på en frisk.

Vejrudsigten pegede på en gentagelse af igår : byger som opstod på drylinen.

Så er vi ankommet til Dallas. Som sædvanlig en lang flyvetur som virkeligt trak tænder ud, men fordi vi havde opgraderet vores pladser til premium, havde vi 10 cm mere benplads, et ryglæn der kunne rykkes længere tilbage og fri adgang til drikkevarer. Det gjorde turen lidt mere tålelig.

Billetterne til årets chase er nu bestilt.  Denne gang flyver vi med KLM via Amsterdam. Med denne rute lander vi i Dallas kl. lidt i 14 lokal tid og har så rigelig tid til at rigge bilerne til med routere, boostere, invertere, antenner etc. samme dag. Skulle der vise sig et setup i nærheden af Dallas kan vi endda nå at chase det....

Årets stormchase i USA er så småt ved at blive planlagt.Jeg vil igen i år tage med mine trofaste buddies, Kai-Asle og Per, under navnet "Chase Team Denmark". Vi vil muligvis have en enkelt gæst med, men dette er ikke endeligt besluttet.