Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

En marginal situation


Rute : Killeen - Austin - San Antonio - Batesville - Crystal City - San Antonio
   
Distance : 750 km.
Vejr : Letskyet, senere core puch
 

Idag viste Paul fra Warmsector.com sine evner som forecaster.
Jeg stod op kl. 08:45 fra min seng på "Days Inn" i Killeen, Texas, idet vi havde aftalt at mødes i lobbyen kl. 09:00 til en diskussion af dagens muligheder. Der var dog ingen da jeg slendrede derned kl. lidt i ni. Jeg gik tilbage mod mit væresle og stødte ind i Paul.

SPC (Storm Prediction Center) havde en del af golf-kysten i et "Slight Risk", men der var meget langt derned - umuligt at nå.
Paul havde analyseret situationen, og mente bestemt at der var muligheder i et atmosfærisk setup, helt nede ved grænsen til Mexico - omkring Eagle Pass. Det var en marginal situation, men værdierne var gode. Bygerne ville dannedes over Mexico, og Paul mente at de lige nøjagtigt ville kunne "overleve" turen over bjergpasset ved Eagle Pass, hvor de derefter ville være i meget fugtig og instabil luftmasse.

Området her er tidligere blevet ramt af flere kraftige superceller, og en EF4 tornado ramte i foråret 2007.

Ifølge Paul skulle initieringen ske sendt på eftermiddagen, så vi burde kunne nå at køre derned.

Da de fleste fra warmsector-teamet sov længe, kom vi ikke fra Days Inn før ved 12:30 tiden. Jeg nåede lige at tage en time på øjet inden da - og det var velfortjent og nødvendigt.

Morgenmaden blev indtaget på en rigtig lækker restaurant, IHOP. Jeg fik æg og bacon med pøser og hash-browns, og en friskpresset appelsin-juice. En skøn afveksling fra den normale kedelige motel-morgenmad og fast-food morgenmad.

Så gik det ellers sydpå ad I-35 South. Vi nåede efter nogle timer ind i rush-hour trafikken i Austin, og kom efter en frustrerende ½ time ud på den anden side. Der var nu gang i konvektionen i Mexico nær grænsen til USA. Bygerne som poppede op, var ved at vokse sig store og saftige og trak mod nordøst til grænsen.

Sydvest for San Antonio tankede vi i en mindre by.

Den første byge havde nu krydset grænsen. Det var lige det vi havde ventet på. Vi kunne jo af gode grunde ikke chase i Mexico. Vi rykkede længere mod sydvest.
Per havde helt styr på Baron systemet og kunne hele tiden fortælle os om position, styrke osv. af systemerne mens vi kørte.

Omkring byen Moore blev Sarah ringet op af sin broder. Han fulgte med hjemmefra i Florida på nettet og mente at der var en tornado i nærheden af byen Crystal City. Desværre havde Sarah svært ved at få fat i alle, da vores vigtigste kommunikationsmiddel - Walkie-talkien - var løbet tør for strøm tidligere på eftermiddagen.
Vi tilbragte også frustrerende 30 minutter bag to lastbiler på en snirklet 2 sporet vej. Da vi nåede frem til området, var der desværre intet spor af den eventuelle tornado. Men vi så en utrolig flot supercelle med tydelig wall cloud. Vi tilbragte en halvtimes tid med at tage fotos og video af den flotte storm. Ad hensyn til vores nattesyn havde vi slukket lyset på bilerne.















Efter 25 minutter hørte vi lyden af et udrykningshorn der kom nærmere. Få minutter senere ankom en redningsvogn fra det lokale redningsberedskab og 3 reddere sprang ud. Forklaringen var, at nogle modkørende billister havde set os stå langs vejen ved vores mørke biler, og havde deraf sluttet at vi var i vanskeligheder.
Pga af stormen der kom nærmere, havde de ringet 911 og bedt om hjælp til os. Vi forklarede at vi var stormchasere og havde helt styr på situationen. De fik en vejrbriefing inden de kørte hjem igen.

Da nedbøren blev voldsommere sprang vi ind i bilerne og kørte ud af nedbørsfeltet og tog flere fotos og video. Dette gentog sig flere gange.





Ved midnatstid vendte vi snuden mod San Antonio. Vi kom gennem coren på en af stormene og jeg kørte igennem det værste regnvejr, med de værste gusts jeg har oplevet.

40 km uden for San Antionio måtte jeg kaste håndklædet i ringen. 10 dages chase med 3-5 timers søvn hver nat havde sat sine spor. Jeg var simpelthen ved at falde i søvn bag rattet. Jeg kunne ikke fokusere og mit blik var underligt fikseret på bilen foran. Desuden slingrede jeg frem og tilbage og havde svært ved at holde min bane på highwayen. Jeg bad derfor mine 2 medchasere om at blive afløst bag rattet. Kai-Asle overtog. Han var også træt, men ikke helt så træt som mig.
Da vi havde skiftet sæde, gik der ikke mere end 2 minutter (Kai-Asle siger 2 sekunder !) før jeg snorksov.
Vi spiste frokost/aftensmad/morgenmad på Wendy's og bookede et moteværelsel hos Super 8.

En flot forecast af Paul, der 14 timer forinden havde fundet netop dette target area. Det viste sig at være spot-on.

Der er en lille chance for at der kan dannes noget idag igen i bygernes outflow boundary.

Ellers er der i det store og hele dømt godt vejr (dårligt vejr !!) og sightseeing indtil på onsdag. 

Læst 581 gange