Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Vi ka´sgu godt selv !!


Rute : Oklahoma City - Amarillo - Lubbock - Olton - Wichita Falls
Untitled-t.jpg
Distance : ca. 1000 km..
Vejr : Først regn, senere overskyet og til sidst opklaring med bygedannelse
 


Denne vores 1. egentlige chasedag starede faktisk natten mellem mandag og tirsdag. Jeg blev nemlig vækket af den hyggelige lyd af torden ved 4-tiden. Ikke noget særlig slemt eller voldsomt, men alligevel nok til at jeg ikke kunne sove fra det. Først ved 5:30 tiden trak det væk, og jeg kunne lige falde hen blot for at blive vækket igen kl. 07:00 af vækkeuret.
Som nogle trofaste blog-læsere måske vil kunne huske, består den inkluderede morgenmad ofte kun af nogle Kelloggs-produkter, choko-frugtbarer, juice kaffe og the. Men på netop dette Super 8 motel havde manageren virkeligt skrabet bunden; her bestod måltidet kun af kaffe og choko-frugtbarer. Vi udskød derfor morgenmaden og kørte i WallMart for at købe lidt nødvendige forsyninger.

Bagefter gik vi igang med at aktivere Kai-Asle's Baron Mobile Threetnet (et system til visning af realtime vejrradardata m.m - uundværligt på en chase) hvilket voldte lidt problemer.



Ved 11:30 tiden kørte vi mod vest, mod byen Amarillo og derefter mod syd til Lubbock, hvor vores venner fra det Florida-baserede team Warmsector.com ventede. Dagens chauffør var Per, og kan klarede det med bravour, bortset fra et par enkelte utilsigtede udkoblinger, hvilket næsten fik de 2 kaffekopper i min hånd til dels at ende i mit skød og dels i forruden... (prøv lige at koble ud i en bil med automatgear - så ved du hvad jeg mener...). Nå men Per fik ganske godt skik på det med bilen og fik os helskindet igennem dagen. Bare vent til imorgen hvor det er mig der skal køre...

Vi startede fra morgenstunden i silende regn og halvkoldt vejr, til et kedeligt stratuslag omkring middagstid, og sluttede af med opbrud i skydækket og efterfølgende blå himmel som så til gengæld satte gang i konvektionen. Omkring Amarillo fik vi gang i Baron-systemet samtidigt med at de første celler begyndte at poppe op - først mod syd og senere omkring os. Vores største dilemma lå i om vi skulle fortsætte mod syd for at møde Warmsector-teamet, eller om vi skulle tage chancen med nogle af de celler der var omkring os. Vi valgte det sidste, hvilket vi aldrig fortrød.

Det var vores første 100% selvstændige chase. Om det var begynderheld ved jeg ikke, men faktum er at vi fik vildtvejrsoplevelser i rigt mål.

Omkring Lubbock spottede vi en lovende celle som kom op fra sydvest. På Baron systemet kunne vi se at den var i kraftig udvikling. 







Vi var dog en anelse for langt mod nord for at kunne chase den uden at skulle core-punche ( køre igennem det mest intense område af cellen. "core"=kerne) den. Vi opgav derfor at chase den og rettede i stedet opmærksomheden mod vest, hvor en anden celle, der lå helt isoleret fra andre celler, kom buldrende.









Vi kørte derfor af stadig mindre veje mod byen Olton, hvor vi forudsagde at den ville ramme. Vi kunne på lang afstand se et yderst kraftigt nedbørsfelt, som Baron systemet informerede om, indeholdt hagl op til 5 cm i diameter.





Et par km. fra Olton begyndte det at regne kraftigt, og da vi et øjeblik efter på samme tid begyndte at høre hagl og se høje vandsøjle springe op på markerne, foretog Per en fornem undvigemanøvre som man ellers kun ser på film. Vi undslap derfor de største hagl, ved at holde i udkanten af nedebørsfeltet til det værste var passeret.





Men chasen var langtfra ovre.
Vi kørte op til Olton og drejede mod øst ad highway 70. Vi kunne se den truende celle direkte foran os, men lige bag os lå en ny updraft, som kunne sammenlignes med en LP supercelle.



Jeg tror ikke det var en fuldt udviklet supercelle - dertil var den for lille, men den havde mange ligheder med den vi så i Woodward sidste år. Bagved den, en anelse længere mod syd var det næsten sort på himlen.





Og nu var det Baron systemet virkeligt viste sin værdi.
Havde vi ikke radardata, ville vi tro at vi var "fanget" mellem de to systemer. Men på Baron systemet kunne vi rent faktisk se, at den østlige celle var ved at "falde sammen" (gå i opløsning) og kun indeholdt små, ufarlige hagl. Den anden celle derimod, var under intensivering og indehold hagl op til 5 cm i diameter, og havde shear-markers (indikationer på vedvarende rotation - kan betyde tornadodannelse). Vi kunne derfor på baggrund af disse oplysninger uden fare køre tættere på den østlige celle. Mens vi kørte på highway 70, blev vi overhalet af DOW-karavanen. (DOW=Doppler On Wheels - en mobil vejrradar, som bruges til at komme helt tæt på tornadoen og måle vindhastigheder etc). Så vidste vi at vi ikke var helt gale på den.









Ved byen Plainview begyndte cellen at vise tegn på opløsning, så vi kørte ind og tankede op. Her holdt også DOW-karavanen. Vi savnede TIV (Tornado Intercept Vehicle - et specialbygget og -forstærket køretøj, som kan modstå at køre ind i en tornado) som ofte følges ad med DOW. Ejeren af TIV, Sean Casey, var med i følget, men altså uden TIV.



Vi kom i kontakt med Warmsector-teamet, og aftalte at mødes i byen Wichita Falls, ca. 5 timers kørsel mod øst. Så vil vi være klar til dagen imorgen (onsdag).
På vejen dertil, kørte vi igennem flere områder med flot nattetorden.
Vi ankom kl. 01:30, spiste lidt mad på en døgnåben burgersnask og så var det tid til at gå igang med denne blog. Så nu sidder jeg her - kl. er 04:40 lokal tid og jeg er næsten ved at falde i søvn. Det skal blive godt at se dyner.

Læst 583 gange
Mere i denne kategori: « 7. maj 2008 5. maj 2008 »