Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

We've got hail !!!!


Rute        :   San Angelo - Bradi - Mason - Junction

Km. kørt    :   600 km.

Vejr       :   Stratocumulus om morgenen, superceller om eftermiddagen og aftenen


 

Vi vågnede op til et kedeligt stratocumulus lag med småregn, men mens morgenmaden blev indtaget, kunne vi allerede se at solen havde held til at brænde laget af. 

Dagen startede med nogle småindkøb. Jeg var nødt til at købe en lader til mit kamerabatteri idet min egen var defekt, og fik ovenikøbet et 2 GB hukommelseskort for en slik. Bagefter var det tid til en kop damn good Starbucks kaffe 2 go. (vores første på turen).
Derefter gik turen mod syd. Vores target area var området i nærheden af San Antonio. Ret hurtigt blev vores koncentration rette mod en isoleret celle der var poppet op. Den så ikke ud af noget til at starte med, men den viste gode tegn. Temperaturen var steget til 88 grader Fahrenheit og dugpunktstemperaturen var over 70 grader Fahrenheit. Atmosfæren var med andre ord eksplosiv.

Vi hold ind et sted i nærhden af Brady for at tage lidt fotos af det omkringliggende flotte landskab. Så snart man kom uden for byen, var der rigigt prærielandskab som man kender det fra westerns; tørt, støvet og varmt.

Vores tordencelle voksede hele tiden og blev efterhånden til en supercelle.

Den blev ret hurtigt severe warned og efter et kort data-, toilet- og benzin stop racede vi ned for at fange den. 

Vi fik kontakt til den i nærheden af Mason. Kort tid derefter blev der udsendt en tornado warning - der var spottet en tornado...

Vi stoppede på en bakketop med godt udsyn over updraft basen. Der var flere wallcloud lignende vedhæng og den ene viste tegn på roatation.

Cellen havde kurs tværs over den vej vi stod på og vi måtte bakke tilbage for at undgå at coren gik lige hen over vores hoveder. På vej tilbage kørte vi igennem kraftig regn og småhagl, og hele tiden lynede og tordnede det.

Efter dette pseudo corepunch kørte vi omkring cellen igen og kom ned på sydsiden af den. På dette tidspunkt bevægede den sig mod sydøst. Warmsector havde foruden deres Baron system en nowcaster pr. telefon, som ringede med jævne mellemrum og kom med statusmeldinger. Baron systemet har nemlig en svaghed : Det er en smule forsinket - typisk omkring 6 minutter, men i grelle tilfælde op til 15 min. Derfor er det essentielt at have en nowcaster med adgang til NEXRAD radardata når chasen går ind i sin sidste fase. Vi stoppede ved en position lige syd for updraften, hvor der på radarbilllederne var tegn på rotation. 

  

I baggrunden lå et meget kraftigt nedbørsfelt, der formørkede himlen. Til venstre for os en wallcloud, og lige over vores hoveder var der turbulens som selv ikke Warmsector havde set før. Skyerne blev jaget frem og tilbage - op og ned. Mens vi stod der, blev der målt rotation flere steder i supercellen. Så skete der noget mærkeligt. Supercellen skiftede pludseligt retning mod sydvest. Et skift i bevægelsesretningen på 90 grader er meget usædvanligt. Selv Warmsector undrede sig : "This is the wierdest storm we've ever been on", sagde Sharon på et tidspunkt. Ikke særligt betryggende...

Da nedbørsfeltet nu havde kurs lige mod os måtte vi fortrække igen. Vi kørte længere mod sydvest af higway 377 mod Junction. Vi stoppede et par gange i løbet af den næste times tid, men selv på trods af flere rotationer i supercellen, så vi ingen tornado.

Det var efterhånden ved at blive mørkt. Vi stoppede ved en tankstation og konfererede om hvad vores næste skridt skulle være. Supercellen var nu ikke severe warned mere, og var altså som sådan ved at gå i opløsning. Der var ingen af os der ønskede at chase efter mørkets frembrud, så vi blev enige om at køre væk fra cellen og ud i en afstand af den, der gjorde at vi kunne tage nogle fotos af hele skystrukturen oplyst af lyn indefra.

Da vi kørte fra tanstationen var det begyndt at regne og da vi kom op på Interstate 10 var det blevet til et regulært skybrud. Hmmm, var cellen ikke ved at gå i opløsning ??

Til sidst regnede det så kraftigt at vi måtte sætte hastigheden ned til 20-30 km/t. Warmsector havde behanslet deres forrude med RainEx, som gør at regnen praktisk taget preller af ruden. Det gjorde at de kunne holde en væsentlig højere fart end os, som ikke havde RainEx. Til sidst måtte vi kalde op på walkie-talkien og bede dem vente på os. Hastigheden på Interstaten var nu generelt nede på 20-30 km/t og de fleste kørte med havariblinket tændt. 

Til sidst var sigtbarheden så ringe at vi ikke kunne køre videre. Vi holdt inde i nødsporet og det virkede som om det blev kraftigere og kraftigere. Regnen blev blæst sidelæns - først fra venstre og så fra højre. Og så kom haglene...

Først små hyggelige klik der fik os til at juble. Så blev de lidt større - omkring ærtestørrelse og det lød noget højere. Trafikken i begge spor i begge retninger var nu næsten gået i stå. Vi var begyndt at blive lidt betænkelige. Vi forsøgte at få en statusmelding fra warmsector, men transmissionen gik tabt i støj og larmen fra uvejret udenfor.

Haglene blev større og større. Da de nåede bordtennisstørrele tænkte jeg : "Hvordan ender dette her". Nu var der ingen der jublede mere. Hvis man ellers kunne have hørt det for larmen udenfor, villle man have kunne høre en knappenål falde til jorden indenfor i vores bil. Og de blev større endnu... Jeg havde fornemmelsen af at være inde i en olietønde mens nogen smed sten på udefra.

Nu var stort set alt trafik stoppet og havariblinkene kunne ses overalt. Skæret fra blinklysene var med til at give hele scenen en uhyggeligt stemning. Da haglene kulminerede som golfbolde var jeg sikker på at ruden ville smadre - den kunne umuligt holde til de slag den fik. Andreas måtte råbe ind i walkie-talkien for at blive hørt og svaret var umuligt at høre. Senere fik vi at vide at Sarah havde råbt "Cover your eyes !", i frygt for at hagl ville ryge gennem ruderne, med glassplinter flyvende inde i kabinen.

Efter 6 minutters tæv stilnede det endeligt af. Haglene blev mindre igen og vi kunne trække vejret.  Vi trillede videre. Allerede i skæret fra de andre bilers lygter, kunne vi se at den var helt galt med kølerhjelmen. Der var små mærker hvor de største hagl havde ramt. Det regnede stadig kraftigt og vi bad warmsector om at finde en vej ud af dette vanvid. Jeg er ikke flov over at indrømme at jeg, da det var på det højeste, var temmelig skræmt. Jeg fik min lyst styret til at se store hagl. Jeg ønsker ikke opleve noget lignende igen. Situationen var forværret af at vi var "fanget" i det.  Det viste sig senere at cellen igen uforudsigeligt havde skiftet retning og racede lige imod os. 

På en rasteplads kørte vi ind og sundede os og besigtigede skaderne. Det så ikke for godt ud. Både kølerhjelm og tag havde utallige mærker. 

Vi kørte videre mod byen Junction og fandt et hotel, hvor vi så de videooptagelser vi havde taget af episoden. Det ser helt vanvittigt ud.

Efter et par øl gik vi i seng.

Læst 603 gange
Mere i denne kategori: « 30. April 2007 2. Maj 2007 »