Stormchaser.dk - Stormchaser.dk - 2006 Stormchase i USA http://stormchaser.dk Sat, 23 Jun 2018 10:07:39 +0200 da-dk Efterskrift 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/33-efterskrift http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/33-efterskrift

 

>>From: Sarah Austin
>>To: xxxxxxxxxx
>>Subject: Storms-Tornado
>>Date: Mon, 29 May 2006 00:39:52 -0700 (PDT)
>>
>> Jesper,
>> I tried to e-mail this to you a couple of days ago, but I
>> don't know if it went through.
>> I wanted you guys to know we checked out the area for damage.
>> It took us about 2 hours to find the right area, but we found it.
>> There was damage in 2 towns-Troy and Reeves. A lot of trees were
>> blown over, some in people's yards and some on their houses.
>> Several telephone poles were thrown about 100 feet. Many power
>> lines were down. A lot of corn stalks were thrown everywhere.
>> We spoke to a man who lives in that area. He had been working
>> all morning with his son trying to move trees that fell in the
>> road. He had many trees blown over in his yard, a lot of his
>> fences were messed up, and the barn next to his house had a wall
>> missing. He said at 11:00 pm, the power went out(of course that
>> was when we saw the transformers blow). Then he said a tornado
>> came next to his house.
>> We will send you pictures and video so you will have proof.
>> We have seen a couple of good storms since then, but no
>> tornados yet. It seems our good luck has gone back to Denmark.
>> Hope you made it back ok.
>> Talk to ya soon. I want to know the reaction of the two guys
>> who wouldn't meet up with you when they see your pictures.
>>
>> -sarah

Nedenfor følger de videocaptures, som vi har modtaget fra Warmsector.com :

 
 
 
 
 
 
 
Det betyder altså at de vi så var en tornado, og at SPC burde have sendt en warning ud samt efterfølgende en storm report. Ud fra skaderne som er beskrevet ovenfor, vil jeg vurdere at det vi har set var en F0-F1 på Fujita skalaen.
Da vi havde taget afsked, kørte vi mod sydvest. Ca. 60 miles senere passerede vi Memphis og det var naturligtvis fristende at tage en afstikker forbi Graceland, men vi ville gerne nå så langt som muligt den dag. I Arkansas kørte vi forbi både Little Rock og byen Hope, som er tidl. præsident Clintons fødeby. Vi nåede Texas ved grænsebyen Texarkana sent om eftermiddagen, og besluttede os for at komme så tæt på Dallas/Fort Worth området inden vi stoppede for natten. Vi fandt en Super 8 med pool i Greenville, ca. 40 miles uden for Dallas. De var så flinke at lade os tjekke ud kl 12, så vi kunne ligge lidt og slappe af ved poolen næste formiddag.

Dette var dog ikke registreret, så da vi næste formiddag kl. lidt over 11 forsøgte at komme ind på vores værelser, virkede vores keycards ikke. Receptionisten bag skranken var blevet afløst om morgenen, så der var en del diskussion med afløseren før han åbnede for dem igen. Da vi senere tjekkede ud, var han dog en stor undskyldning og beklagede meget misforståelsen.
Med kun 40 miles til Dallas/Fort Worth havde vi rigeligt med tid. Vi valgte derfor at køre gennem downtown og se lidt af den gamle del af byen. Vi havde det ikke så godt med at efterlade vores bil med alt bagagen, men vi fandt hvad vi selv mente var et rimeligt sikkert sted, nemlig ved siden af en politiets parkeringsplads.
 


Men med temp. der nærmede sig 30 grader og høj luftfugtighed, opholder man sig ikke gerne uden for bilens airconditionerede miljø i længere tid af gangen, så det var en kort tur. Et par lokale gav os pænt hånden og ønskede os velkommen til Dallas, da vi fortalte hvor vi kom fra.


Vi kørte til et Super 8 tæt på lufthavnen og bookede værelser til den sidste overnatning. derefter tog vi på shoopingtur, først i Irving Mall og derefter i Grapevine Mills Mall - det sidste er et megastort shoppingkompleks med flere hundrede butikker. Sammenlignet med danske priser var næsten alt billigt. Bl.a. kunne et par Levis jeans erhverves for $17. Vi shoppede så meget at vi var nødt til også at købe en taske hver, ellers havde vi ikke plads til at få det hele med hjem. De obligatoriske cowboyhatte måtte vi da også have med. De gjorde stor lykke ved hjemkomsten...

Næste dag var det så rejsedag. Vores flyforbindelse fra Dallas til Atlanta afgik kl. 9, så vi var tidligt oppe. I Atlanta havde vi næsten 6 timers ventetid før vores Boeing 767 lettede for at bringe os helt hjem. De blev bl.a. blev brugt på at se "The Aviator" på Jespers Laptop.
De 9 timers flyvetur gik pinefuldt langsomt. Selv ikke "King Kong" (i en pinligt redigeret, nedbarberet og censureret version), kunne formå at få tiden til at gå hurtigere. Nu ville man bare hjem...
Jeg småblundede lidt undervejs, egentlig søvn fik jeg ikke meget af, selvom mine 2 rejsekamerater påstår at de hørte snorkelyde fra min plads...

I Kastrup fik jeg en super velkomst af min vidunderlige kæreste Maj-Britt og mine 2 dejlige børn Christian og Maria. Det var skønt at se dem alle 3 igen. Det var også tid til at sige farvel til mine 2 rejsekammerater, Kai-Asle og Jesper. Tak for en god tur, drenge !


Det været et fantastisk eventyr at være afsted på den måde vi var. Vi kendte næsten aldrig morgendagens destination. Kun vejret bestemte hvor vi skulle hen. Den gav os en frihed som var ... befriende, uforpligtende og spændende. Vi kunne være i New Mexico den ene dag og i Nebraska et par dage efter. I flot dybblå himmel den ene dag og mørke stormskyer den anden.

Normadetilværelsen hvor man bryder op hver morgen og drager videre har dog også sin pris. Man når aldrig at falde helt til noget sted. Der var flere steder, bl.a. Santa Fe i New Mexico, hvor jeg godt kunne tænke mig at have tilbragt mere tid. Vi ankom med meget få undtagelser til motellet sent om aftenen og tjekkede ud tidligt om formiddagen. For mit eget vedkommende, var en nattesøvn på 5-6 timer mere reglen end undtagelsen, og folk som kender mig ved at det er for lidt. Og har man set et motelværelse, har man set dem alle. Se nedenstående fotos...


Samlet tilbragte vi flere timer i bilen end på motel. Vi kørte 7500 km, kørte gennem 9 stater (måske var det 11, jeg kan ikke helt huske om vi kørte gennem Illinois og Kentucky da vi chasede den 25/5) ) og levede af fastfood og sodavand. Min McDonald kvote er opbrugt for de næste par år og mit kolesteroltal er sansynligvis eksploderet...

Vi lærte mange ting, som fremtidige danske stormchasere kan få gavn af.

Vi lærte hvor vigtigt det er at overnatte på et motel med en ordentligt fungerende internetadgang. Når man kl. 02:30 for 28. gang er blevet smidt af internettet under upload af sin blog, er man rimeligt frustreret. Eller når man sidder og venter i 5 min. på at få SPC Convective Outlook frem på skærmen.

Med det begænsede antal timer man reelt opholder sig i et motelværelse, vil nogen måske sige at det så er ligegyldigt hvordan standarden er. Eller om man sover alene eller deler et værelse. Vi valgte den luksus ($50-$55 + skatter - lidt mere i weekenden) at betale lidt ekstra og få vores eget værelse på et rimeligt middelklasse motel (Super 8, Comfort Inn, Ramada). Om det er fordi vi (Kai-Asle og undertegnede) er blevet gamle og magelige skal være usagt, men det var i hvert fald dejligt ikke at være nervøs for om bilen stod der næste dag, og at vågne op i et værelse uden "bedbugs" til en kop friskbrygget kaffe på sin egen kaffemaskine med Weather Channel kørende i baggrunden. Når man sidder sammen 12-18 timer i bilen hver dag er det også rart med lidt privatliv ind imellem, lige meget hvor godt man svinger sammen indbyrdes.

Der er sjældent tid til at spise et egentligt måltid når chasen er på sit højeste. Derfor kan man med fordel sørge for at forsyne sig rigeligt ved motellets morgenbuffet (hvis den har en sådan). Mht. til frokost kan man som regel købe premade sandwiches af rigtigt god kvalitet. De koster $3-$4, så det kan ikke betale sig at købe brød og pålæg for selv at lave dem. Sodavand får man nærmest kastet i nakken, så billige er de. Vi købte en af de første dage en køletaske i et Wall-Mart supercenter. I de fleste supermarkeder kan man købe en pose is til ca. $1½. En pose kan holde sodavand og mad koldt en hel dag.

Starbucks Coffee's fillialer kan man finde ved hjælp af "Delorme Street Atlas USA" (som VVK har indkøbt). Det opdagede vi desværre først 2 dage før hjemrejsen...

Under en chase er det et helt klart krav at man har adgang til data undervejs. Tricket med at køre ind på et motel's parkeringsplads er ikke holdbart når chasen er igang. Så har man ikke tid til at lede efter wifi hotspots.
Løsningen er enten at få data via sin mobiltelefon, eller anskaffe Baron Threatnet systemet.
Det første (mobildata), kan volde problemer for udlændinge, idet telefonselskaberne ofte kræver at man har en US-adresse for at tegne abonnement. Vi havde ikke tid til at undersøge dette nærmere, men vi ved at man kan købe taletidskort - om dette også er til mobildata vides ikke. Der findes forskellige stykker software, f.eks. "Swiftwx", der kan anvende disse "rå" data og præsentere forskellige former for output. Vores chaservenner fra Mississippi brugte dette program, og indtrykket var at det var et stærkt program. Men svagheden er at det kræver mobildækning, som desværre ikke findes alle steder når man kommer nordpå.
Det andet (Baron Mobile Threatnet), er et satellitbåret system. Det består af en antene, en databoks og software. Med ca. 5 min's forsinkelse bliver der udsendt radarbilleder og warnings fra en geostationær satellit. Via antennen og databoksen, kan man få dem vist ved hjælp af softwaren. I softwaren ligger der også kort- og geodata, således at man kan få dem vist med et landkort som baggrund. Man kan zoome ind og ud i billedet, og forskellige stormparametre (skyhøjde, lyn, MSC, TVS, shear m.m. ) kan hentes frem. Der er dog ikke helt så mange parametre som med "Swift". Systemet kræver en engangsinvestering på ca. $900 samt et månedligt gebyr på omkring $90.

Vi så som bekendt begge løsninger i praksis, og jeg vil nok foretrække Baron Mobile Threatnet på trods af prisen.

Vi mødte mange søde, hjælpsomme og gæstfrie mennesker og vi følte os meget velkomne i det relativt lukkede forum af chasere som det nu er. Vi lagde ikke skjul på at vi var usikre og nybegyndere. På den anden side havde vi teori og baggrundsviden iorden, hvilket signalerede at vi tog dette her seriøst og vidste hvad vi snakkede om. Jeg tror det var denne kombination af respektfuld og en smule ydmyg fremtoning der gjorde at de tog så godt imod os.

Nu er det blevet hverdag igen, og den daglige trummerum er igang. Kontrasten til de sidste 14 dages eventyr er stor.
Det er klart at en tur som denne kommer til at fylde meget de næste måneder : Alle skal høre om hvordan det er gået, der skal kigges foto igennem, der skal redigeres videooptagelser og en form for "highlight" video skal produceres.

Men bagefter vil turen stadig ligge som et dejligt minde. Jeg fik opfyldt min drøm og jeg føler mit liv er blevet beriget af denne oplevelse.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 20:56:15 +0100
26. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/32-fredag-26-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/32-fredag-26-maj-2006

Dagen startede med at Jesper modtog en pm (private message) fra de stormchasere fra Florida, som han har skrevet med nogle gange). Som man kan se af deres hjemmeside (www.warmsector.com ) har de en fed form for humor, som ligger meget op af den danske. Vi synes derfor det kunne være sjovt at møde dem på et tidspunkt. Vi havde dagen i forvejen skrevet et indlæg på stormtrack.org om at vi befandt os i Columbia, Missouri, og skæbnen skulle altså at de også overnattede i byen. De havde læst vores indlæg, og vedlagde deres telefonnummer i en pm til Jesper. Warmsector består af tre søskende, Paul, Sarah og Marc, samt Sharon som er kæreste med Marc. De tager hvert år på en "familiechase" og har efterhånden oplevet lidt af hvert.
Kl. ca. halv 10 bankede det på min dør og uden for stod Paul. De tre andre var på et hotel i en anden del af byen. Vi aftalte hurtigt, at eftersom vi stort set var klar til at tjekke ud, skulle vi følge med ham tilbage og hilse på de 3 andre.
De boede lidt mere spartansk end os; 4 i et værelse og hotellet var af en lavere standard end vores. Vi fik hilst på de 3 andre og de virkede fantastisk sympatiske alle 4.
 


De viste os deres highlight video fra 2005, som var fyldt med morsomme indslag og flotte stormsekvenser. Vi tog derefter ud og fandt noget frokost hos "Show-Me", en noget alternativ fast-food restaurant. Da vi havde spist skulle vi lige se deres Baron Mobile Threat Net system (et satellitbåret varslingssystem, som via en antenne, en lille boks med elektronik og noget software sender radarbilleder, warnings etc. til ens laptop. Det er hundedyrt, men en fantastisk hjælp når man er i marken, idet man altid har forbindelse) og så skulle vi videre mod Oklahoma. Det var under demonstrationen af Baron systemet, at Paul opdagede 4 storme der lå over det sydlige Missouri.

De havde ikke været nogen indikationer af, at der skulle komme storme så (relativt) tæt på (ca. 350 miles), men nu var situationen en anden. Warmsector ville gerne chase den, og vi overvejede situation et lille øjeblik og besluttede så at køre med. The chase was on ! Vi kørte straks vestpå mod Illinois. Omkring St. Louis røg vi ind i nogle frustrerende bilkøer pga myldretiden.

Syd for St.Louis kunne vi begynde at ane skykonturene i horisonten.

De så meget lovende ud. Der lå flere celler ved siden af hinanden, hvilket også kunne bekræftes af Baron systemet.
Omkring Sikeston fik vi kontakt med den første celle. Cellen bevægede sig mod øst, og vi kom ind foran den fra nordsiden. Igen var det en fantastisk fornemmelse at se sollyset blive fortrængt af næsten tusmørke.

Vi kom igennem et nedbørsfelt med kraftig regn og mindre hagl. Det var ikke "baseball-sized hail", men larmen fra haglene på bilen, fik os alligevel til at juble højt.

Paul fik os rundt om cellen, så vi kunne observere cellen fra den nedbørsfrie sydside. Vi kørte ind på et truck-center uden for Sikeston.

Vi kunne se en begyndende wall-cloud med en smule rotation, men det blev ikke til mere. Vi trak os lidt længere tlbage for at se skystrukturen på afstand, og vi fik nogle fantastiske fotos. Det var nu begyndt at tordne med CG'er og kameraet blev sat på tripod.

 

Paul opdagede på Baron systemet, at cellen vi observerede havde opslugt en nabocelle og var blevet endnu større Der var 2 andre celler, som stadig så ud til at udvikle sig. Fantastisk. Det var efter mørkets frembrud, der var ikke mere solopvarmning, så cellerne havde fået deres eget liv så at sige. De levede af den fugtige og hede luft der var tilbage (Det var 90 F = ca. 30 grader C og dugpunktstempen lå på langt over 60 grader) og havde skytoppe over 55000 fod. Vi kunne mærke hvordan updraften sugede luften ind mod sig - helt vildt.... Vi havde et kort pit-stop på en tankstation. Ca. 100 meter fra os stod en mast på omkring 50 meters højde. Kablerne som holdt masten på plads, sydede og knitrede, og langs kablerne løb der små gnister. Luften var simpelthen ladet med elektriciet. Wov! Vi regnede ikke med at dette var et godt tegn, så vi fortrak længere sydpå. Det var nu næsten mørkt og lynene oplyste uafladeligt himlen. Warmsector-teamet kunne se på Baron systemet at cellen nu også havde opslugt de 2 andre mindre celle, og at det nu var en aflang stor supercelle. Den viste ikke tegn på svækkelse, tværtimod. Vores NOAA weatherradio kom med jævne mellemrum med alarmer. På et tidspunkt var der 1 tornado warning, 1 tornado watch og 3 severe thunderstom warnings + et flash floood watch igang på samme tid for de counties der lå i vores nærhed. For at tage nogle lynfotos, kørte vi lidt længere sydpå igen. Vi nærmede os efterhånden grænsen til Tennessee. På en øde vejstrækning stoppede vi op for at tage lynfotos, indtil stormen igen tvang os til at fortrække. En jerbaneoverskæring kom pludseligt i vejen. Et godstog med flere hundrede vogne blokerede for vores rute. Imens vi ventede, kom stormen nærmere og nærmere. Lynene begyndte at slå ned omkring os, og situationen blev så småt kritisk. Da togstammen endeligt var passeret kunne vi komme på sikker afstand igen. Paul ledte os rundt så vi kunne se stormen fra nord. Mens vi holdt i vejsiden stoppede en betjent fra det lokale politi og ville høre hvad vi mente om situationen. Warmsector forklarede ham at der kunne ses flere nedhængende skyformationer, som muligtvis kunne være wall clouds. Bagefter forklarede de os, at det lokale politi næsten altid tager imod chaseres vurderinger og ekspertice med kyshånd, fordi de sjældent ved noget som helst om storme, og ofte er meget utrygge. I parantes bemærket, blev dette område ramt i forbindelse med outbreaket i marts 2006. Så er der jo ikke noget at sige til at betjenten var nervøs...


Grænsen til Tennessee var nu passeret. Vi gjorde holdt på en bro over Interstaten. Der var en flot udsigt over stormen som konstant blev flot belyst af lyn. Der var en kraftig outflow (nedsynkende luft fra toppen af supercellen) på omring 10 sekundmeter. Det underlige var at den var forholdsvis lun.
Pludsligt kom der et mindre lysglimt nede ved jorden langt ude i horisonten.

 

 

Det var svært at skelne mellem lynene. Men vi vidste hvad det var : et "powerflash" - dvs en transformatorstation der var eksploderet. Dette ses tit i forbindelse med tornadoer og kratige straight-line winds. Opmærksomheden blev nu ekstra skærpet.

Kai-Asle og jeg må have filmet det samme område, for lige pludseligt sagde vi i kor noget i retning af : "Hey, er det ikke..." og så kiggede vi på hinanden og derefter ind i videokameraet igen. Og så sandeligt. Fjernt i horisonten kunne man - når et lyn oplyste et bestemt område under skyen - se en tornado.

 

 

Jeg havde sat mit videokamera på Nightshot, så jeg kunne tydeligt se den roterende søjle. Man kan også se et hook-echo på radarbillederne. De andre var blev tilkaldt af vores ophidselse, og Paul, Marc, Sarah og Sharon kunne alle bekræfte hvad Kai-Asle og jeg havde set. Paul og Marc er begge uddannede og certificerede "Severe Weather Spotter" (En vejrspotter i USA, er en person der har gennegået træning i vejrobservationer fra vejrtjenesten. Han/hun er godkendt til at komme med observationer omkring severe weather. Når der er optakt til severe weather, aktiveres et helt korps af spottere, som placeres på forudvalgte steder, og skal komme med løbende meldinger omkring vejrets til vejrtjenesten), så de ved godt hvordan en tornado ser ud når de ser en. Paul havde kun nummeret til vejrtjenesten i Jacksonville, Florida som han hører under. Han opgav sig spotternummer og indrapporterede observationen. De lovede at viderformidle informationen til den lokale vejrtjeneste. Vi forventede derfor at høre vores weatherradio komme med en warning kort tid efter, men det skete ikke. Det kan enten være fordi at beskeden aldrig kom videre fra Jacksonville eller fordi vejrtjenesten i Tennessee ikke tog den seriøst. Den varede også kun i få minutter, så gik den i opløsning eller blev rain-wrapped. Det er ikke til at sige hvor kraftig den var, idet F-skalaen jo som bekendt er baseret på omfanget og karakteren af ødelæggelserne. Det var helt vildt fedt endeligt at have set det vi var kommet efter. Sarah spurgte om vi stadig var friske på at chase videre. Supercellen viste stadig ingen tegn på svækkelse, så der var stadig chance/risiko for tornadoer. Vi svarede naturligtvis ja.
Kort tid efter blev vi igen flyttet til et nyt omåde syd for den nu gigantiske tordencelle. Lyn frekvensen blev hele tiden højere og højere. Vi fandt et sted hvor vi kunne se horisonten og tage lynfotos. Det var uhyggeligt at vide, at derude et sted var alle betingelserne til stede for at danne en tornado, og hvis det skete ville vi kun se den hvis den blev oplyst af et lyn. Det gjorde at jeg hele tiden afsøgte horisonten og jeg tror de andre havde det på samme måde.
Ved 3-tiden var vi efterhånden trætte og sultne. Vi var nu i nærheden af Jackson, Tennessee og besæluttede at finde et motel og noget fastfood der. Vi havde tidligere sagt, at som tak for hjælpen og fordi vi måtte chase med dem, ville vi giv middag til warmsector-teamet. Nogle spiste burgere, andre spiste morgenmad men vi var alle trætte. Udenfor var det skybrud og det lynede konstant 4-5 gange i sekundet. De var som om supercellen lige ville give os de sidste skud i bøssen. Det var som taget ud af en hollywood film. Jesper, som kørte bilen, opsummerede situationen meget godt da han sagde : "Hvor er vejen - jeg kan ikke se vejen...".
De første 2 moteller vi prøvede havde ikke internetadgang, så vi måtte hen på "Microtel" før der var held.

Vi sluttede af med en øl og var enige om at dette var en dag der ikke ville gå i glemmebogen lige med det samme. Selv warmsector-teamet synes det var en særdeles heftig oplevelse - og de har altså oplevet lidt af hvert.
Bloggen måtte vente, men ringes hjem skulle der. Jeg savner kæresten og børnene derhjemme og ville ønske at de kunne opleve alt det sammen med mig. Måske en anden gang. Jeg håber i hvert fald ikke det er sidste gang jeg oplever dette.
Kl. lidt i 5 kunne jeg så slukke lyset. Det havde været en vild dag. Vi havde chaset siden kl. 3 om eftermiddagen. Udenfor lynede det stadig, på 11. time...

Se et videoklip fra dagens chase (Fylder 192 MB !)

 

{wmv}Missouri-Tennessee{/wmv}

 

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 20:48:54 +0100
25. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/29-torsdag-25-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/29-torsdag-25-maj-2006

Vi ankommer som regel på motellet mellem kl. 18 og 21 om aftenen. Ofte har vi booket i forvejen via internettet, så selve processen med at få nøgler sker hurtgere. Der kan i nogle tilfælde godt være økonomiske fordele ved at booke på forhånd vi internettet, men ikke altid. Vores erfaring er at man kan få et udemærket værelse på en af de store kæder - Super 8, Days Inn, Comfort Inn - m.fl. for $50-$55 + skatter (omkring $5), lidt højere i weekends. Som chaser er det naturligtvis essentielt at motellet har internetadgang - helst trådløst.
Som det første sættes gearet (laptop, digital kamera og videokamera + evt. telefon) til opladning. Derefter går vi ud og spiser noget aftensmad. Det veksler lidt mellem diverse former for amerikansk fastfood og lidt mere kulinariske indslag som f.eks. Applebees. Derefter runder vi dagen af og snakker om næste dag over en øl eller en sodavand. Så er det tid til at downloade fotos fra kameraet, skrive blog eller dagbog og kontakte familien etc. via skype.
Når alt dette er overstået er klokken ofte mellem 1 og 2 om natten, og vi mødes normalt til morgenmad kl. 08. Så undskyld hvis der er nogle dage hvor min blog ikke er helt færdig til om morgenen dansk tid. Det er sket en enkelt gang, at jeg er faldet i søvn over keyboardet.

Som sagt trængte vi idag til at sove længe. Vi havde derfor aftalt med Mississippichaserne, at vi skulle mødes på deres hotel kl. 11 idag. Det betød at vi kunne vente til kl. 09 med at spise morgenmad. Som følge heraf havde jeg sat vækkeuret til kl. 07:30 fordi jeg lige ville gøre min blog fra igår helt færdig med fotos osv.
Det forholdt sig desværre således, at Jesper bankede på min dør lidt over halv ni og sagde at vi skulle afsted asap. Mississippichaserne havde fundet et setup i Missouri som så spændende ud. Jeg pakkede hurtigt mine ting, børstede tænder og gik ned. Vi røg afsted med en kop Starbucks kaffe som eneste morgenmad og kørte mod øst. Vi stoppede et par gange undervejs for at få de sidste radardata.



Brian har mobildata abonnement og kan stort set hente data overalt i felten hvor der er mobilforbindelse. Dette er som jeg ser det et must, hvis man ønsker at chase effektivt herovre. Man kan til nød bruge trådløst internet på hotellers P-pladser, men når man står "in the middle of nowhere" - 20 miles fra det nærmeste motel skal man have alternativer. Brian fortalte at han betaler $60 pr. måned for ubegrænset brug - hvilket efter danske forhold er rørende billigt. Desværre er det ikke helt nemt for en "ikke-amerikaner" at tegne telefon abonnement herovre. Men det er et problem der skal løses for fremtidige danske chasere...
Udover det skal man også forberede sin egen "infrastruktur" - dvs hardware og software. Jeg tænker her på samling af internet links til modeller, radardata, synoptiske data m.m. Der findes også forskellige programmer til analyse af radardata, f.eks. "Swift", som er det program Brian benytter. Endeligt har VVK købt en GPS navigator med tilhørende PC software, som kan udlånes til fremtidige chases.
Vi kørte rundt i Missouri via hoved- og landeveje som bragte os gennem mange små typiske amerikanske småbyer. Det gik ofte meget stærk - op til 90 mph på de lange lige stræk. Vi kunne se at vi nærmede os en flot stor celle med overshooting top og en backsheared ambolt. Vores weatherradio gik pludseligt igang med en severe thunderstorm warning. Der blev meldt om "golf-ball sized hails". På den anden side af byen Columbia holdt vi ind ved et vandtårn for at hente de nyeste radardata.

Vi kunne tydeligt se cellen på radar, som var på vej direkte imod os. 

Desvære faldt cellen sammen før den nåede hen til os. Sikken en skuffelse. Vi havde kørt omring 350 miles for at nå til stormen, og så går den i opløsning praktisk taget for øjnene af os....

Det betød desværre også enden for vores broderskab med de gæve gutter fra Mississippi. De ville finde en campingplads og campe der for natten, og vi skulle jo sætte kursen mod sydvest. Vi fik sagt pænt farvel til Brian og Co. Vi vil helt sikkert tænke tilbage på de fine mennesker med glæde, for de var helt sikkert medvirkende til at vi så supercellerne igår, og de tog os under deres vinger uden betænkelighed. Jeg håber at kunne holde kontakten ved lige med dem, og hvem ved : Måske kan vi chase med dem igen en gang i fremtiden. Efter afskeden kørte vi tilbage Columbia og bookede 3 værelser hos Super 8.
Imorgen ser en lille smule spændende ud, der kan dannes byger på fronten som vi jagtede idag. Den ligger nu stationær i det sydlige Missouri....

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 20:05:39 +0100
24. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/28-onsdag-24-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/28-onsdag-24-maj-2006

 Vi ved at der skal være en "scientific discussion" kl. 10 hvor de vil være samlet og vi regner med at de vil forbarme sig over en lille gruppe danskere der er taget helt fra Danmark for at chase i deres land. Jeg kunne godt forestille mig at vi skal køre lidt mod nord, op imod South Dakota for at have de største chancer for at se en tornado, men nu må vi se...

 

 

 

Da dagen idag som sagt ser ud til at blive spændende rent vejrmæssigt, og vi som følge deraf ikke har nogen idet om hvornår vi lander på et motel, kan min sædvanlige opdatering af bloggen blive forsinket.

 

 

 

YYYYYEEEEEHAAAAAAAAWWWW !!!

Yes, så var den der.

Vi så ikke blot en men hele 3 superceller idag. Ikke nogen tornado, men ellers alt andet som den kunne producere af vildt vejr.
Mit hovede er fyldt med de indtryk jeg har fået idag og jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om denne blog.
Som tidligere skrevet, tog vi over til motel Days Inn kl. 10 hvor DOW'en , (Doppler On Wheels) og TIV'en (Tornado Intercept Vehicle) holdt til. Vi snakkede med Discovery Channels producer (Da de var ved at skyde en dokumentarfilm, var det hende der havde den formelle ledelse) om vi kunne tage lidt fotos af køretøjerne og få lov at følge med i konvojen. Hun gav os tilsagn til det første, men med hensyn til det sidste skulle vi spørge Josh Wurman, leder af CSWR (Center for Severe Weather Reseach) som ejer DOW'en. Vi fik en god snak med ham og for ham var det OK at vi fulgte med, blot vi blev i baggrunden når det gik løs og ikke forstyrrede filmholdet. (Vi fandt senere ud af, at der var hyret en sikkerhedsvagt til at holde folk væk fra DOW'en). Han var også så flink at lade os kigge ind i DOW'en og tage fotos. Vi har efterhånden fundet ud af, at det hjælper utroligt på folks goodwill, år man er respektfuld og ydmyg, og oplyser at man kommer fra Danmark. Den typiske reaktion er ofte : "OHHH, Did you come all the way from Denmark just to chase storms...?"
Vi parkererede Durango'en på en P-plads over Days Inn, hvor vi kunne holde øje med chaserkonvojen. Der skete ikke meget de første par timer. Der indløb lidt spredte informationer fra forskelliger mennesker om at man afventede situationen nøje, og vile tage en beslutning når de sidste modeller var løbet ind. Der var således til til at smutte i Wall-Mart og købte lidt frokost og is til cooleren. Da vi kom tilbage, opdagede vi en bil på Mississippi plader som indeholdt 3 fyre med laptops, radioer etc. Det viste sig at de også var chasere, Den ene en meteorologi professor og de 2 andre studerende i hhv. meteorologi og veterinærvidenskab. Vi fik aftalt med dem, at vi evt. kunne følges med dem, hvis vi havde lyst og de ikke skulle samme vej som resten af konvojen.

 

 

 

Udover de gæve fyre fra Mississippi, mødte vi et par fra Arizona som havde bygget deres egen videodome til deres bil. Indeni sad et fjernstyret kamera som kunne drejes i 360 grader.
Formiddagen gik, det var stegende hedt (over 30 grader) og solen bagte nådesløst ned. Jeg burde nok havde taget solbeskyttende creme på fra morgenstunden og ikke ved middagstid. Det vidner mine røde arme, min nakke og ansigt om.

 


Vi var ovre at kigge lidt på TIV'en. Den består af et chassis fra en Ford pickup, men er beklædt med stålplader og panserglas udvendigt.
De gik rygter om at der skulle være afgang kl. 1, men det viste sig at være en and. Vi snakkede med Brian (meteorologiprofessoren) om chancerne for at opleve vildt vejr om eftermiddagen. Han mente at der først ville ske noget efter kl. 15, så han var ikke nervøs endnu. Temperaturen var nu oppe på omkring 35 grader Celcius og dugpunktstemperaturen lå på omkring 60 grader Fahrenheit. Der var kun cumulus humilis over os, men derimod et lidt mere spændende skydække nordvest for os.
Kl. ca. 1430 gik det så løs. Efter næsten 5 timers venten begyndte der at blive aktivitet over hos Days Inn. Bilerne blev linet op - først blev der sendt en scout unit ud, så kom TIV'en og DOW'en efterfulgt af diverse SUV'er og campere. Til sidst kom gutterne fra Mississippi og som rosinen i pølseenden os. Retningen var stik vest.
Vi havde ikke kørt mere end et par km, da vi så det første køretøj fra konvoyen holde ind til siden. Lidt efter kørte Mississippidrengene fra Interstaten, mens resten af konvojen kørte ligeud. Vi stoppede lige efter afkørslen og fik forklaringen. Brian havde ved at aflytte deres radiokommunikation med en scanner, hørt at DOW/TIV teamet havde motorproblemer med et af deres køretøjer, og at de heller ikke havde nogen internetforbindelse. Endvidere mente Brian at de ikke kørte i den optimal retning. Vi havde efterhånden fået stor tillid til Brians evner som stormchaser og valgte at følges med ham.
Vi gjorde et par datastop den næste ½ tims tid, hvor han hentede radarbilleder via sin mobiltelefon. Det var blæst op, men var stadig stegende hedt. Langsomt men sikkert ledte han os hen imod en stormcelle nær byen Saint Paul som havde retning direkte mod os. På vej derhen kørte vi gennem områder med nærmest støvstormsagtige tilstande. Himlen blev først grå, dernæst mørkegrå og tilsidst kørte vi i næsten tusmørke. Det blinkede næsten konstant fra fjerne lyn. Der var en hel speciel uhyggelig og truende stemning.
Pludselig dannedes en wall cloud (området i stormcellen, hvor tornadorne oftest udspringer fra) ret forude. Brian fandt en sidevej, hvor vi kunne køre ind for at tage fotos og video. Det eneste man hørte var vindens hvislen i vegetationen og en fjern rumlen.



 

Wall clouden gik efterhånden i opløsning, og Brian sagde at vi var for tæt på og at det var på tide af trække os tilbage, så vi kørte et par km. længere nede ad vejen... Lige inden vi kørte ud på hovedvejen igen, så vi DOW/TIV-teamet komme brølende forbi, direkte ind i "bears cage".

Det var et helt surrealistisk syn at se himlen tage de former og farver som vi oplevede derude. Endeligt fik vi det vi var kommet efter og vi gik alle rundt med et kæmpesmil, som ikke er forsvundet helt endnu. Vi trak os endnu længere tilbage, og Brian kunne se at cellen nu var splittet op i to. Når den gør det, er det oftest altid den celle der ligge længst til højre for de to,der udvikler sig kraftigst, så vi gik naturligvis efter den.

 


Brian havde nu set at en ny celle var under udvikling lidt sydvest for os, så vi justerede vores position så vi lå foran den. Bilerne blev standset i rabatten på en hovedvej.

Denne storm indeholdt 1½ inch (ca. 5 cm) hagl, og Brian havde i forvejen sagt, at hvis der kom hagl ville han trække sig tilbage af hensyn til bilen. Stormen der nærmede sig havde et frygtindgydende udseende. Vi kunne se outflow'et foran den, der blæste støvet op i 15-20 meters høje hvivler på markerne. 

 

Pludseligt fik skyerne et turkis-lysegrønt skær - et sikkert tegn på hagl.... 


En patruljvogn det lokale politi stoppede pludseligt op og en betjent steg ud. Da han hørte at vi var stormchasere fra Danmark, bredte der sig et smil fra øre til øre. Det viste sig at han havde været udstationeret i Karup og boet i Viborg i 1997. Han kunne fortælle at området vi chasede i, var befolket af danske indvandrede og at indbyggerne stort set alle havde danske rødder. Vi havde da også tidligere set bynavne som "Dannebrog", Dannevirke" m.fl. En anden spændende oplysning var også, at et par miles derfra lå en by der blev alvorligt ramt af 7 tornadoer for en del år siden. Det er den by og den vejrepisode som filmen "Night of the twisters" er bygget over.
Betjenten stillede velvilligt op til en fotosession bagefter, men da vi blev ramt af de første bløde hagl måtte vi sige farvel.

Brian sagde ved næste stop, at nu ville der komme "a little wind, some rain and thats about it...". Ja tak skal du have !!
Vi søgte læ under halvtaget på en tankstation, og hvad der her ramte os var noget af det sygeste jeg nogensinde har været ude for. Forestil jer et veritabelt skybrud af proportioner man kun ser i troperne. Læg dertil vind af stormstyrke, der blæser regnen vandret direkte ind i dit hoved, lyn der glimter næsten stroboskopisk og en hylen og brølen der gør at man må råbe til hinanden for at blive hørt. Så ved i hvad vi blev udsat for. De ansatte på tankstationen må have troet at vi ikke var helt vel i hovedet, da de så os danse hujende og jublende som gale i regnen.
Det tog et kvarters tid og så var det overstået.
Vi var helt høje af adrenalin efter de oplevelser. Som tak for Mississippi-drengenes hjælp, inviterede vi dem til middag på Applebees, og vi fik et par øl til at falde ned igen. Efter et godt måltid mad aftalte vi at vi skulle følges ad imorgen også. Da vi gik ud, troede jeg ikke mine egne øjne da jeg så himlen. Der var simpelthen de flotteste mammatus, som blev belyst af den nedadgående sol. Vi fik hurtigt fat i vores kameraer, og filmede løs.

Et ældre ægtepar på parkeringspladsen spurgte os hvad der var los, og vi forklarede dem om mammatus. Da de hørte at vi var danskere, fortalte manden, at hans bedstefar havde været dansk immigrant og hed Hansen.

På vejen tilbage til York efter solnedgang, blev vi vidne til et fantastisk flot lysshow fra en supercelle syd for York. Der var både CC'er (Sky-til-sky) lyn, CG'er (sky-til-jord lyn) og anvilcrawlers (meget lange og flotte lyn der løber på undersiden af ambolten)

Se video fra dagen her :

{wmv}Nebraska{/wmv}

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 17:15:21 +0100
23. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/27-tirsdag-23-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/27-tirsdag-23-maj-2006

Vi blev dog slemt skuffede da vi så, at Motel 8's "Super Starter Breakfast" kun består af donought's og kaffe...
Det kan og vil 3 sultne chasere ikke nøjes med, så vi gik ind i restauranten ved siden af og fik et mere solidt morgenmåltid bestående af æg, bacon og vafler.
Derefter var det ud af vagten. Dagens mål var det centrale/østlige Nebraska, hvor vi ville være i venteposition til tirsdag.
Inden vi kørte, havde vi tjekket de sidste radarbilleder, og der lå en linie af kraftige byger vest for os - lige i den retning vi skulle køre. Vi besluttede derfor at chase dem. Allerede på vej ud af byen kunne vi se at horisonten var mørk.

 

Vi havde endnu ikke kørt en time, da vi hørte en radiostation advare mod en severe thunderstorm og bede folk om at søge beskyttelse. Der blev remset en masse bynavne og stormens forventede ankomstspunkt til den pågældende by op. Et øjeblik efter gik alarmen på vores weatherradio igang. Så var vi helt oppe at køre. Med hjælp fra vores nyindkøbte GPS software, kunne vi hele tiden holde os up to date med vores egen position i forhold til stormen. Vi stoppede et par gange undervejs mod stormen og tog fotos.

 


Men ak, netop som vi var et par miles fra den, blev warningen afblæst og erstattet af en watch. Den havde mistet noget af sin kraft og var nu ikke længere en fare for "life & proporty". Vi havde dog fået en forsmag på hvad der forhåbentligt venter os imorgen, tirsdag. Vi lavde et data- og kaffestop i en lille by tæt ved Arkansas City, og konstaterede at en ny celle var under udvikling nord for os. Vi hoppede ind i bilen igen og kørte - godt hjulpet af GPS'en (det var dæl'me en god investering!!) - af små lande- og markveje mod tordencellen. Desvære blev den aldrig rigtigt til noget, det eneste vi mærkede var nogle bløde hagl.
Vi genoptog derfor vores planlagte rute mod Nord - nærmere bestemt byen York, Nebraska. Den ligger lige i "Slight Risk" området og har gode vejforbindelser i alle retninger.
Vi ankom, efter et forsinket frokoststop i en diner på et truckstop lige efter statsgrænsen, ved 20-tiden.

Vi opdagede hurtigt at Applebees (rigtig god mad), Wall-Mart Supercenter (Øl, Is og Sandwich) samt Starbucks (Kaffe) lå indenfor behagelig rækkevidde, og vi besøgte dem i nævnte rækkefølge efter vi lige havde kigget på lidt modeldata.
Da vi kørte ind på Wall Mart's parkeringsplads opdagede vi en pickup med en speciel overbygning på. Der var bygget et skelet med vinduer på ladet, og et gitter der kunne sænkes ned over forruden. Øverst var en vindmåler. Med andre ord den perfekte chaserbil. Da vi kom ud igen var den kørt og vi regnede ikke med at se dem igen. Det var derfor en glædelig overraskelse da vi stødte på den igen ved Starbucks. Vi gik over til dem og fik en kort snak med de 3 fyre der sad i den. Det viste sig at de var "filmmakers" og en del af en støre chaserkaravane som holdt til hos "Days Inn" ved siden af vores Super 8 Motel.
Af andre enheder i karavanen kan nævnes : Discovery Channels IMAX film "tank" - også kaldet TIV (Tornado Intercept Vehicle)

Center for Severe Weather Research's DOW (Doppler On Wheels) - med andre ord en transportabel vejrradar.

 

Vi spurgte dem om det var OK at vi hægtede os på deres karavane, og de sagde at de ikke kunne se noget galt i det.
Så vi er med andre ord meget optimistiske mht i morgen. Dels fordi vi åbentlyst har valgt det rigtige targetarea, og dels fordi vi nu kan følges med andre erfarne og proffesionelle chasere. Vi har aftalt at spise morgenmad kl. 8, og derefter observere vejrsituationen til kl. ca 11, hvor vi skal tjekke ud. Derefter vil vi lægge os i venteposition uden for Days Inn og rykke når chaserkaravanen kører ud.

 Se videoklip fra de sidste par dage 

{wmv}Coffeyville{/wmv}

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 17:08:21 +0100
22. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/24-mandag-22-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/24-mandag-22-maj-2006
Som noget af det første kørte vi ud til "Home Depot" som lå Wichita's forretningskvarter. Vi var på udkig efter et GPS system, bestående af en modtager og software, til Kai-Asles laptop, som var den eneste med lader der passede til el-udtaget i bilen.
Vi vidste at vi ville få brug for det i dag, hvor vi regnede med at skulle chase på mindre landeveje i Kansas. Efter lidt problemer med installationen (jeg fandt efter lidt detektivarbejde ud af, at softwaren kun kunne installeres hvis der var engelske sprogindstillinger) fik vi det op at køre. Kursen blev derefter sat mod sydøst Kansas, hvor SPC havde et Slight Risk.

GPS systemet bestod sin prøve, da vi på et tidspunkt kørte på en "County Road" på vej efter en god horisont.
De fleste landeveje i Kansas ligger i et grid, som ligger i østlig-vestlig retning og nordlig-sydlig retning med nøjagtig samme afstand på 1 mile.

Der skete bare ikke noget med vejret. Selvom både varmen og fugtigheden var til stede, ville atmosfæren ikke samarbejde idag. Vi var i kontakt med en anden vildtvejrsentusiast via mobil i Danmark, som gav os informationer om hvor skyerne med potentiale lå henne, men enten var det for langt væk, eller også nåede de at dø ud før vi kom til dem/de kom til os.

I Byen Coffeyville holdt vi ind på parkeringspladsen foran et Super 8 Motel for at gå på nettet. Vi lagde mærke til en anden SUV, hvori der sad 2 fyre med laptops. Der skulle ikke meget fantasi til at gætte hvad de foretog sig, så vi præsenterede os som Stormchasere fra Danmark. Det viste sig rigtigt nok at de også var stormchasere og de kom fra Schweiz. De havde været der et par dage længere end os og skulle være i USA en måned. De var begge meteorologer og havde adgang til data (modeller) som vi ikke havde. Derudover havde de et par sæsoners erfaring, idet de havde været på chasing i USA flere gange før. Vi benyttede derfor lejligheden til at få deres input til situationen de næste dage.

Mens vi snakkede sammen, var der en tordencelle under udvikling i Springfield, på den anden side af statsgrænsen i Missouri - ca. 2 timers kørsel væk. Vi observerede den et stykke tid, og besluttede så at give den en chance. Vi kørte mod øst, og vi vidste godt at vi ikke ville have mulighed for at tjekke radarbilleder osv. før ca. 1 time efter, pga. at der ikke lå nogle moteller, hvor vi kunne "låne" trådløst internet. Da vi endelig fik mulighed for det, var cellen gået i opløsning og vi kunne lige så godt vende om.
En sådan situation kaldes i chaserkredse for et "bust".
Vi kom tilbage til Coffeyville, og bookede værelser på Super 8 motellet. Vi håber på lidt nattetorden, igesom igår. Fugtigheden ligger her kl. ca. 2300 på 83% og temperaturen er ca. 25 grader. I øjeblikket tordner det ironisk nok kraftigt i Springfield.

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 15:52:34 +0100
21. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/23-sondag-21-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/23-sondag-21-maj-2006
 Jeg mødtes med Jesper og Kai-Asle kl. 06:00 ved bilen som vi fik lastet. Derefter var der tid til at spise et par toasts og lidt juice i motellets lobby og så var der afgang. Vores Slight Risk var rykket lidt mod sydøst, hvilket gjorde at vi skulle køre endnu længere end vores target area i det østlige Kansas. Vi besluttede os at gøre et forsøg alligevel. Vi kørte lidt mod syd ad I-25, drejede ind på US Highway 24 til Limon, hvor vi kunne komme øst ad I-70 mod Kansas. Det kørte rigtigt godt. Vi fik kaffe i en lille by kort før statsgrænsen hvor vi også tjekkede de sidste satellit- og radarbilleder. Der var lidt gang i konvektionen, men ikke noget ophidsende.
Se lige skaden på Burger King skiltet... (tornado ?)
Det gik så godt på Interstate 25 East, at farten fik en lille tand op. Vi måtte køre 70 mph, men var oppe på 84, da jeg pludseligt lagde mærke til en hvid bil der meget hastigt nærmede sig bagfra. Jeg nåede lige at sige til Kai-Asle, som kørte bilen, "Jeg håber ikke det dér er en state trooper...", da bilen bagved tændte for de camuflerede udrykningsblink i frontgrillen...
"Satans...!!" sagde vi i kor og vi tænkte nok alle 3 at vi skulle tilbringe resten af dagen i et eller andet county jail "in the middle of nowhere".
Kai-Asle trak ind i nødsporet og statetrooperen trak ind bag ham. Et øjeblik efter stod han ved sideruden og sagde "Sir, I clocked you at 84 in a 70 mph zone, can I please see your license". Og så røg Kai-Asle med ind i politibilen. Jesper og jeg sad pænt og ventede, og det var egentligt først bagefter, at vi snakkede om at vi skulle have foreviget episoden enten på video eller foto...
Det endte med at Kai-Asle fik en bøde på $114 - hvilket var væsentligt mindre end vi havde frygtet.
På resten af turen - som foregik indenfor fartgænserne,- så vi rigtigt mange repræsentanter for Kansas State Troopers, Highway Patrol og Sheriff's office... Både ventende, kørende og igang med at udskrive bøder...
I Salina drejde vi mod syd ad I-135 til Wichita. Desværre var himlen begyndt at klare op, og da vi nåede Wichita var der næsten blå himmel. Vi havde med andre ord heller ikke heldet med os idag. Vi bookede værelser på Comfort Inn i Wichita.

Vi var lidt trætte af de dårlige internetforbindelser hos Days Inn, så vi besluttede os for at prøve en ny kæde.
Kl. 18:45 tjekkede vi så ind hos Comfort Inn.

På parkeringspladsen uden for, så vi et par biler med Texasplader, antenner over det hele (jeg talte 10 på den ene...!) og udrykningslys på taget. På siden stod "Severe Storm spotter". Der var med andre ord tale om stormchasere ligesom os. Vi fandt ikke ud af hvem det var, lidt senere var køretøjerne væk. Det kunne ellers have været morsomt at hilse på dem.

 

Tjek iøvrigt lige den nummerplade...
Efter lige at have pustet lidt på værelserne, tog vi ind til centrum for at købe lidt nødvendige ting og sager (øl, sodavand, is og sandwiches). Bagefter tog vi på "Aplebees" for at spise middag. Vi har tidligere fravalgt denne kæde, idet vi fejlagtigt troede at man kun kunne få tærter, kager etc. I aften så vi så at man kunne få forskellige middagsretter og besluttede at prøve den. Og sikken en mad!!. Det startede med at vi blev vist hen til et bord af en tjener. Et minut efter kom en servitrice og satte sig ved vores bord. Hun præsenterede sig som Sarah, og skulle først lige høre hvor vi kom fra, hvad vi lavede og hvorfor vi var i Wichita. Først derefter spurgte hun hvad vi ønskede at drikke og gav os menukortet. Et minut efter kom manageren og spurgte om vi var stormchaserne fra Danmark... For der havde for 10 min. siden været en anden gruppe stormchasere fra Las Vegas... Det var altså 2 andre stormchaserteams foruden os i byen, så noget kunne tyde på at vi havde valgt det rigtige område.
Maden var helt fantastisk god. Jeg fik en ret med kyllingefilet med ostesovs og tomatstykker, hvidløgskartoffelmos og en stykke smørristet brød. Til desert blev jeg anbefalet en blåbær cheesecake som bare var mums. Men vi var også blevet rigtigt godt behandlet og det skal ikke været sidste gang vi spiser her.
Bagefter tog vi hjem og drak en hurtig øl, og aftalte at sove lidt længere imorgen. Det skal blive skønt !

PS : på falderebet er det lige begyndt at tordne udenfor. Radarbilleder og lynpejlere viser også at der sker noget i området...

Se videoklip fra de sidste par dage

{wmv}Santa Fe-Wichita{/wmv}

 

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 15:39:23 +0100
20. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/21-lordag-20-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/21-lordag-20-maj-2006

Jeg havde igår og til morgen lagt mærke tl at jeg blev lettere stakåndet til tider. Det var først da jeg læste et sted, at Santa Fe ligger 5000 fod over havets overflade, at jeg havde forklaringen.
Som skrevet igår, var planen at tage ned i den gamle bydel i Santa Fe. Den er berømt for sin arkitektur, som er spansk/indiansk inspireret.

 

Der var også en gammel kirke - katedralen for den katolske menighed i Santa Fe : St Francis of Asisis...


Absolut en flot og charmerende by. Den er i øvrigt valgt som amerikanernes 2. bedste turistdestination.
Bagefter gik turen vestpå i retning af Los Alamos. (Stedet hvor atombomben blev udviklet i 1940'erne) Efter ca. 30 km ad bjergveje, nåede vi til et udkigspunkt som afslørede Rio Grande omkring 500 meter under os. Vi fik taget nogle flotte fotos men så måtte vi også videre mod Colorado Springs i staten Colorado.  

Ruten gik via I-25 North. En befærdet interstate, med trucks, campere og store amerikanske slæder. Undervejs skifter landskabet fra bjergrigt omkring Santa Fe, til flad prærie omkring grænsen mellem New Mexico og Colorado, og slutter med Rocky Mountains som bagtæppe ved Colorado Springs. Den lange køretid blev fordøjet med lidt let Country & Western fra Tim Mcgraw på CD-afspilleren.
Vi var kommet lidt sent afsted fra Santa Fe, og havde ikke fået skrevet adressen til hotellet ned. Så vi havde meget store problemer med at lokalisere vores natlogi. Vi ankom efter mørkets frembrud og kørte meget rundt i Colorado Springs, som viste sig at være en meget stor by. Ved 21-tiden kunne vi dog tjekke ind og få vores nøgler. Derefter var det tid til aftensmad og tjek af de sidste (prognose)modeller. Dagens foto skulle overføres til PC - et par af dem klargøres til denne blog - og denne tekst skulle skrives. Men nu er klokken også 0:00, vi skal op kl. 05:00 imorgen for vi har lang at køre. Der er Slight Risk i Kansas og Oklahoma, så vi vil gerne et godt stykke ind i Kansas inden middag.
Imorgen er dagen..!!!
Godnat herfra.
]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 28 Nov 2006 15:30:16 +0100
19. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/19-fredag-19-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/19-fredag-19-maj-2006

 2) Der skal være swimingpool.
3) Der skal være gratis morgenmad.

Desværre holder hotellernes beskrivelser ikke altid helt vand; bl.a. er de adviserede swimingpools i de fleste tilfælde (3 ud af 4) "out of service", Den trådløse internetadgang har i 2 tilfælde været begrænset til et "business center" på hotellet, og endeligt er den lovede "complimentary continental breakfast" foruden kaffe og juice blot nogle toast, vafler og "kellogsprodukter". Men værelserne har uden undtagelse været rene og pæne uden bedbugs og andre overraskelser, så vi synes prisen på $50-$60 er rimelig.
Nå, det var et lille sidespring...
Der var afgang fra El Paso kl. lidt over 9 via I-10 West. Målet var Alburqueque og vi passerede statsgrænsen til New Mexico en lille times tid senere og highwayen blev til I-25 North.
Omkring 10 kilometer senere blev al trafik ledt ind på et checkpoint langs highway'en. Det var US Border Patrol der var på udkig efter illegale indvandrere fra Mexico. Vi blev spurgt om vi alle var amerikanske statsborgere, og da vi svarede benægtende stivnede han et øjeblik, indtil vi forklarede at vi var fra Danmark. Han ville ikke engang se pas men ledte os i stedet videre med et "Be carefull".

 


Efterhånden som formiddagen skred frem, og solen fik mere magt, udvikledes det som vi havde været på udkig efter - nemlig cb'er (cumulus nimbus), dvs. regnskyer i horisonten.
Vi kørte af highway'en op mod en bjergkam for at få bedre udsyn. På vej op passerede vi en cyklist som svedte bravt i varmen (ca. 33 grader). Da vi stak en iskold Pepsi ud af vinduet til ham, modtog han den med et "Thanks, I really appreciate this...!". Vi stoppede på toppen af bjergkammen for at tage fotos...

og han ankom 5 min senere og vi havde en lang snak med ham hvor vi svarede på de sædvanlige spørgsmål om hvor vi kommer fra, hvorfor vi er der osv. Snakken gik også om vejret og om at klimaet havde ændret sig. Ifølge cyklisten har der ikke været en ordentlig vinter i New Mexico i de sidste 15 år.

Så gik kursen igen nordpå. Vores skyer udviklede sig hele tiden og vi havde en fornemmelse om at de snart ville producere noget torden. Men vi var også kaffetørstige, så vi drejede af highwayen igen. Vi passerede floden Rio Grande (westerns, John Wayne - you know the rest...)

På en "Dairy Queen" bestilte vi 3 kopper kaffe "to go", men måtte vente på at kaffen blev brygget. I USA er kaffe noget man af nødværge kun drikker om morgenen for at blive vågen eller sent om aftenen for at holde sig vågen, og bestemt ikke nyder i løbet af dagen. Denne holdning er vi stødt på flere gange.
Kort tid efter så vi de første lyn fra vors cb'er. Der var både kraftig downdraft (nedsynkende koldluft ifm med nedbør) og faldstriber, men der manglede vind i højden for at tordencellen kunne udvikle sig yderligere. Den gik i opløsning lidt efter, men nye celler dannedes hele tiden. Vi fik dog nogle flotte fotos af skystrukturene og landskabet omkring os.

Snart var vi tæt på Alburqueque, og da vi var foran tidsplanen besluttede vi os til at køre videre mod den næste større by, Santa Fe (Behøver jeg sige noget ?? - westerns osv). Hotellet skulle dog lige bookes ved et hotspot og vi ledte også desperat efter en Starbucks - uden held.
Omkring kl. 17:30 rullede vi op foran Days Inn i Santa Fe. Vi fik vores værelser - poolen var lukket og der var ikke trådløst internet på værelserne...

Santa Fe er en arkitektonisk perle i New Mexico. Der er ingen huse over 3 etager og byggestilen er spansk inspireret. Den har en gammel bydel, som vi vil udforske i morgen formiddag.

Se videoklip fra dagen

{wmv}El Paso-Santa Fe{/wmv}

 

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 24 Oct 2006 22:51:21 +0200
18. maj 2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/18-torsdag-18-maj-2006 http://stormchaser.dk/index.php/blog/stormchases/2006/item/18-torsdag-18-maj-2006

På længere sigt ser North/South Dakota og Nebraska ud til at være stedet man skal være i starten af næste uge.Vi besluttede os derfor for at fortsætte vores kurs mod vest. Vores mål var El Paso (Endnu et navn vi kender fra de gamle westerns, ikke også..??) - en tur på godt og vel 700 km.

1. stop var dog hos Walmart (en supermarkedskæde med kæmpe varehuse, der sælger alt), hvor Jesper skulle købe et ny trådløst nedkort til sin laptop, og vi også købte lidt frugt og vand samt en køletaske+is.

Terrænet skiftede undervejs fra spredt grøn vegetation og lavland ved Abilene, over prærieagtig bevoksning omkring Odessa til ørkenagtig med kaktusser som den primære flora ved bjergene omkring El Paso.
Undervejs blev der tanket op hos Exxon til 2.79$ pr. gallon og vi købte en kop kaffe hos Dairy Queen (en fastfoodkæde).

Omkring Odessa blev vi opmærksomme på nogle roterende søjler ude på prærien. De opstod med jævne mellemrum og varede fra 10 sekunder til flere minutter. Vi indså hurtigt at der måtte være tale om såkaldte støvdjævle (dust devils), en slags miniskypumper.
Under et stop hos Chevron omkring 100 miles fra El Paso, fik vi en af dem at se på meget tæt hold. Vi stod og fotograferede udsigten (tankstationen lå oppe på et lille højdedrag), da der lige pludseligt dannedes en støvdjævel bag butikken, kun omkring 50 meter fra hvor vi stod. Vi fik taget nogle gode fotos af den, før den gik i opløsning igen.

Et par minutter efter blev der dannet en mere, men den var ikke så fotogen som den første.
Vi var en smule høje efter denne oplevelse, og vi så utallige andre fjerne støvdjævle på resten af turen til El Paso. Betingelserne for dette fænomen var åbentbart perfekte denne dag.
Vi bookede værelser på Days Inn i udkanten af El Paso, og selve bookingen skete fra min laptop via trådløst netværk på parkeringspladsen til en anden Days Inn.
Omkring 40 miles før El Paso, stoppede vi ved et "scenic overlook" (Flot udsigtspunkt) og fotograferede landskabet. Man skulle gå et par hundrede meter det sidste stykke op mellem
kaktusser, klipper og diverse ørkenplanter. Det var en lidt speciel oplevelse at gå der iført sandaler, når man vidste at området var kendt for at huse både klapperslanger, skorpioner og dræberbier.

Vi ankom til El Paso ved 17:30 tiden. Byen ligger kun omkring en mile fra den amerikansk-mexikanske grænse. Vi blev på highwayen passeret af en patruljevogn fra US Border Patrol. Vi tog straks en dukkert i poolen og sad og nød solen i ½ times tid, og så var det tid til aftensmad. Jeg havde reddet mig et mindre maveonde, så jeg var ikke specielt sulten, men Jesper og Kai-Asle ville gerne have Kinesisk mad, så vi købte noget take-away.
Det var dejlig at have lidt mere tid idag, og jeg glæder mig til at komme lidt tidligere i seng Det er som om, at min krop ikke helt har vænnet sig til tidforskellen endnu. Vi fik iøvigt endnu en time foræret idag, idet El Paso ligger i en anden tidszone (Mountain time zone).
Jeg glæder mig til at gå til ro når denne log er opdateret.

Se videoklip fra dagen

{wmv}Abilene-El Paso{/wmv}

]]>
thomas@stormchaser.dk (Thomas Dolmer Nielsen) 2006 Stormchase i USA Tue, 24 Oct 2006 22:41:22 +0200